Alt imens jeg sidder og skriver mine obligatoriske fem daglige digte, afbrydes jeg af tankerstrømme omhandlende gensplejsede roser. Og allerede inden jeg overhovedet har fået tænkt tanken til ende, er jeg nået frem til den konklusion, at jeg ikke forstår dem. Simpelthen. Hvorfor har man i tidernes morgen set på en rose - noget af det skønneste som naturen har skabt - og så alligevel følt en ubeskrivelig, og ikke mindst sindssyg, trang til alligevel at ville pille ved den og ændre lidt hist og pist? Det er jo en syg, syg handling!

Præcis lige så syg som når fotomodeller, naturligt smukke som de fleste af dem jo er, bliver indsvøbt i silikone; falsk ansigt, falsk røv og falske kasser. Hvad er der helt nøjagtigt tilbage af dem selv? Nå ja, det er rigtigt: absolut ingenting! At de seriøst tror på, at man kan score med fakeness og overdrevne mængder af botulinumtoksin, er simpelthen uden for min fatteevne - for uanset hvordan man vender og drejer sagen, så ender det altid ud i et allerhelvedes alvorligt forklaringsproblem. For eksempel den dag det overdrevent smukke forældrepar får scoret sig verdens hidtil grimmeste unge hospitalet længe har set. Du kan ikke ændre på dig selv - kun begå biologisk bedrag og præcis ligesom enhver anden forbrydelse, så vil det blive opdaget før eller siden...

Men tilbage til de gensplejsede roser, som jeg jo heller ikke forstår et klap af. Hvem er det lige der har udtrykt ønske om en kongeblå eller sort rose, der mildest talt ligner noget som er blevet hugget fra tombolaernes plastikhaver? Ingen jeg kender i hvert fald og det er da fordi, at det simpelthen bare ikke er meningen med en rose! En rose er en majestætisk blomst, der med sin tillokkende, sødmesfulde duft og varme, klare farver symboliserer kærlighed; til kæresten, til ægtefællen, til moderen, til konfirmanden, til studenten, til fødselaren eller til den afdøde. Alt dette symboliserer hverken blå eller sort. Tværtimod.

For at være helt præcis har farven blå den negative sidegevinst, at den symboliserer kulde og ikke mindst frygt, der hos de meget emotionelt sentitive gemytter kan lede til en depression, samt appetitsnedsættelse. Lige så er farven sort også i besiddelse af den negative symbolik i form af frygt. Derudover symboliserer den anonymitet, sorg og ulykke. - Ikke ligefrem et scenarie man ønsker til en ellers så glædelig begivenhed, er det vel?: "Tillykke med fødselsdagen, kærlig hilsen den anonyme!" eller "Hvil i fred bedstefar, her har du nogle sorte blomster". Okay, lige den sidste ville måske være okay, eftersom skrigende pink blomster til en begravelse måske ville være en anelse upassende. Men decideret sorte blomster? Vi ved jo ligesom godt hvad det hele går ud på, så at få det slået yderligere fast i form af en fake botox-blomst, ville det ikke bare være en kende smagløst?

Man kan så diskutere for, at både botox og genspejsede blomster jo er forbedringer af prototypen: Bryster kan laves både mere fyldige og placeringen kan hæves efter behov og alder. Blomsterne kan blive både større og holde i længere tid, inden man får besøg af en sværm af bananfluer. Men hvad så med naturens gang og tidens tand? Bør man ikke respektere dét? Jeg kan i hvert fald ikke undgå, at tage mig i agt for den - primært fordi jeg ved, at min visuelle sans ville blive rimeligt provokeret af en bedstemor på den anden side af gaden, hvis barm sad langt mere perfekt end mine egne ungpige-bryster, der ellers burde kunne slå hendes i flere omgange grundet forspringet i form af alderen. Eller af synet af den ellers så kære veninde, der stadigvæk har den samme buket af gensplejsede roser stående på stuebordet, som hun fik fra en nu ekskæreste for fem år siden. Kom nu videre i livet! Tillad dig selv at ældes med ynde, samt at købe et smukt bundt af naturlige roser, som vil rådne præcis tre dage efter beskæringsdato.

Jeg sidder selv her - en pige med en naturlig skålstørrelse 70A og har selskab af syv millioner af bananfluer, der alle som én mæsker sig i resterne af de røde, naturlige roser, som jeg fik tiltusket mig for præcis tre dage siden og forstyrres af tankestrømme omhandlende gensplejsede roser, selvom jeg i virkeligheden burde fortsætte mit obligatoriske skriveri, for at færdiggøre dagens fem digte...