Jeg bliver kaldt "autonom" af en ven. For sjov. Fordi vi er hinandens modsætninger: han er bonderøven - jeg er Københavneren. Derfor er jeg i hans optik en autonom. Og jo da, det har da været sjovt når han kaldte mig det, uden egentlig at have så meget hold i det, men er der ikke noget om det? Hvis jeg nu tænker VIRKELIG efter og er 100% ærlig overfor mig selv, så jo. Så har han ret: Jeg er en vaskeægte autonom!

Hvordan fandt jeg så lige ud af dét? Det gjorde jeg for knap fem minutter siden, da en stemme i mit hoved råbte klart og tydeligt: "Fuck Janteloven!" Mental autonom-propaganda på højest plan... Gudskelov er jeg ikke i besiddelse af nogen som helst diagnoser og jeg er derfor nødsaget til med det samme at tilstå, at stemmen er min egen og ikke et produkt af en såkaldt "klejnehjerne" - I ved, sådan en der har stegt lidt for meget i urter og olier...

Jeg må indrømme, at jeg på nuværende tidspunkt er en smule ked af, at jeg ikke kan gemme mig bag en eller anden sygdomsundskyldning og derved fralægge mig ethvert ansvar for denne stemme. Primært fordi jeg skammer mig. Skammer mig seriøst over at tillade mig, at flippe en imaginær finger hen imod Janteloven. Afstandstagen fra den er så kliché. Og passé. Eller omvendt. Eller begge dele... I hvert fald er det ikke særlig in at sige mere - det er nærmere blevet en udtalelse, som er forbeholdt de mennesker, som har mindst at have den i, men som prøver at være med på samfundsbeatet (Note: det er også dem som stadigvæk går med huer lavet af naturlige, lyserøde får, eftersom brug af farvning af uld jo er slut-forbudt og nul og niks, samt et "Atomkraft - nej tak"-badge, selvom 70'er-frygten var længe før deres tid)

Men autonom "klejnehjerne" eller ej, så mener jeg desværre hvert et ord: F-U-C-K Janteloven! Og jeg er kommet frem til den beslutning, fordi jeg mere eller mindre er enig i et tekststykke fra en Nik & Jay-sang (endnu en ting at forholde sig aldeles skamfuld over):

"Når jeg ser mig i spejlet får jeg næsten altid - Halvfed"

...Indrømmet, det er hverken et særlig velskrevet eller på nogen måde charmerende tekststykke jeg citerer her. Men ikke desto mindre kender jeg til følelsen: Det er ingen hemmelighed, at jeg i disse dage arbejder på en digtsamling. Den er mit eget lille ego-projekt og min "pusse-nusse-gøj", som jeg giver flere timers kærlighed hver evig eneste dag (en kærlighed der ellers kun burde være forbeholdt en fuldfed kæle-hamster) og nogen gange tager jeg mig selv i, at læse alt hvad jeg indtil videre har skrevet - og samtidig rose mig selv til skyerne under læsningen. Ja, jeg indrømmer det blankt; Jeg kan godt få en mental halvfed på og tænke, at jeg er fucking genial.

Og i forbindelse med dén tanke, sker der en masse ting på én gang: først får jeg en rigtig dårlig smag i munden over mig selv. Værre end "Fiskefjæs"-shots tur-retur. Dernæst bliver jeg vred - først på mig selv og bagefter på andre. Derfor skal der naturligvis findes en synder og så starter aggressionerne mod Janteloven op, som var det en litterær PMS-situation jeg havde med at gøre. Til sidst skyller der et vindpust af fornuft og sikkert også dårlige undskyldninger op i form af "Men kan det virkeligt passe at jeg i 2014, et år hvor der virkeligt fokuseres på dét at rose sig selv og kunne være i stand til at opretholde sin egen selvtillid, skal gå rundt og have dårlig samvittighed over at kunne spotte et talent ved mig selv, som andre alligevel også kan?" Ikke rigtigt vel? Især ikke når man sætter det hele i perspektiv og sammenligner med resten af mit liv:

Med fare for at lyde som en rigtig klynkerøv nu, så har jeg fået adskillelige ar gennem tiden (både ind- og udvortes). Faktisk så mange, at det ikke ville være fuldstændigt ude i skoven at kalde mig for et kærlighedsbarn af Quasimodo og Scarface. Og når man nu har oplevet så mange hug i livet - er det så ikke på tide at opleve noget positivt, som kan rette op på den ellers skæve balancering? En ting, som kan forvandle en til en klam Nik & Jay-sympatisør med autonome tendenser i form af en "Fuck Janteloven"-mentalitet, der grænser sig til en vaskeægte "klejnehjerne"? Og alt dét til trods for, at det eneste min hjerne har stegt i er lidt for meget neglelakfjerner? Dét vil jeg lade være op til den enkelte Fyldepensmisbruger at vurdere og ellers til slut sige:

Fuck Janteloven - jeg er genial!