Jeg har altid vidst, at jeg elskede matematik, men det her går over alle grænser... Matematik er virkelig smukt!!
Når man 'bare' tager sådan en 'ting' som uendeligheden... At tænke sig, i hvor mange forskellige former uendeligheden findes.
(Jeg har fuldstændig mistet enhver form for jordforbindelse)
Imorges da jeg tog afsted til skole, var jeg rimlig nede (ik pga skolen, men pga. stort set alt andet, hvilket jo så ikke ligefrem gør det overskueligt at tage afsted i skole, selvom det på en måde er det eneste sted man pludselig slapper af - hvilket man jo heller ikke gør... Blablabla, det er altsammen også uden betydning for denne tekst), lagde ud med en times forelæsning, og det er da et eller andet sted bare dejligt... Forelæseren, der bare elsker sit fag så højt... Selv de forelæsninger, man fatter bjælde af, kan man alligevel ikke lade være med at nyde, bare for forelæserens glæde over det. Iiiiih :D
På et eller anden tidspunkt efter den første forelæsning gik jeg så død, mistede evnen 100% til at samle tankerne om noget som helst, glemte mine ting alle mulige steder... Jeg var kort sagt ude af drift...
Men nu, hvor jeg er kommet hjem og har fået weekend, og, om man så må sige, kan tage en fordøjelsespause til denne uges lærdom, er jeg bare kommet helt ud og svæve...
Jeg lærer nok aldrig helt at forstå at nogle mennesker kan hade matematikken...
Det er på en gang så abstrakt og alligevel så jordnært. Det er som det er, der er ikke noget at diskutere, og så er det bare altsammen symboler... mange af dem så abstrakte at den menneskelige hjerne måske nok til en hvis grad kan forstå det, men alligevel aldrig helt begribe det, og alligevel formår vi at stille regler op, og regne med det...
Iiiih, jeg elsker matematik - men mest af alt elsker jeg at tænke over matematikken...
Ti dybe indåndinger, og så vil jeg prøve at vende tilbage til jorden, jeg ved den må være dernede et sted...
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.