I eftermiddags skete noget uventet.
Vi opholdt os på terassen i det gode, lidt kølige vejr.
Pludselig stikker naboen, Bill, hovedet over hegnet og spørger min datter om hun vil have en cocky. Cocky er daglig tale for papegøje.
Først hører vi ikke rigtigt hvad det er han spørger om, men da vi har forstået siger vi tøvende ja.
Troede vist ikke rigtigt det kunne passe. Man får da ikke bare en papegøje forærende.
Men Bill er snart væk og kommer skramlende tilbage til hegnet igen med "Tommy" i sit bur. Vi får det halvstore bur bakset over hegnet og Tommy gør lidt vrøvl over den lidt ublide medfart.
Vi vidste godt at Bill og hans kone havde en papegøje og for nogle måneder siden havde de to, men gav den ene til et barnebarn, da de to fugle larmede SÅ meget.
Nu havde de åbenbart fået den tilbage igen.
Jeg fik ikke spurgt hvor gammel Tommy er, det må jeg have at vide ved lejlighed.
Vi fiksede hans bur lidt op med en frisk gren fra et citrus træ i haven og nogle tykkere grene fra figentræet som knækkede af i en storm sidste år. Han havde kun en pind tværs gennem buret at sidde på. Han var glad for det friske græs vi lagde ind til ham og det halve æble så også ud til at bekomme ham vel.
Jeg håber vi kan få Tommy gjort så tam, at han kan komme ud af sit bur. Lige nu virker han lidt sky, men han har jo også haft en omtumlende tilværelse. Papegøjer skal helst vænnes til mennesker fra små af. Tommy kan godt sige "hellou." Måske vi kan lære ham lidt dansk.
Nu må vi se hvordan det kommer til at gå. På sigt skal han i hvert fald have et større bur.
Bill sagde vi bare kunne levere Tommy tilbage igen, hvis det ikke gik. Men det tror jeg nu ikke vi gør.
Så i morgen skal vi ud og købe foder og se hvad vi ellers kan forkæle sådan en pap'gøj' med, for han skal have det godt, ligesom Ninus.
Vi vidste heller ikke lige hvad for en art cocky, Tommy var, så vi brugte lang tid foran pc'en til at finde ud af det. Den er en Little Corella.
På størrelse med en due ca., helt hvid med en anelse meget lys gul under halefjerene og under vingerne.
Topfjerene på hovedet er hvide, men når han rejser dem er der lyserøde dun under.
Hvis nogen har gode råd om papegøjer, så vil vi gerne høre dem.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Over hegnet. er publiceret
27/04-2003 16:46 af
kookaburra.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.