Den dag jeg kan skrive noget posivtivt her i min dagbog, da vil jeg blive meget overrasket.
Men jeg syndes efter hånden at alt topper op omkring mig.
Først starter de store problemer med mine penge, som de trækker i hele tiden og gør min hverdag problematisk med hensyn til udgifter, samt penge vi skal leve af.
jeg kæmper for tiden en fortvivlet kamp mod systemet og vis der er noget der kan få en til at bukke under så er det det.
Men den GLÆDE SKAL DE IKKE HAVE det er sten sikkert.
Der efter dukker problemerne op med min datter der pludselig er blevet froset ud af en hel klasse, på grund af et skide spænde, som jeg har lovet at erstatte vis tøsen kommer med bevis på hvor meget det har kostet, men hun have ingen bevis så nul penge her fra så har en hel klasse rottede sig sammen mod hende, hvad resultereret i at jeg træder ind og der efter har en flok snottede tøser hængene i min mobil,
men hvad gemmer deres beskeder og går videre til skolen med det.

ikke nok med det så kommer problemerne samme dag, snigende med min søn og en Der heder Daniel som konstant skaber problemer for min søn, samt for alle her ude i den lorte by man bor i, hader det sted jeg bor, og ønsker bare at flytte her fra, er træt af de mennesker der bor her ude, som blander sig i alt og skaber problemer for mig og mine unger.
er træt at kommunen og dens forpulet system der er tæt på at sende os fra hus og hjem, er træt af det hele kan bare ikke finde lyspunkter nogen steder selv om jeg overbeviser mig selv om at alle problemer er til for at få løst, men dem jeg har nu, gør mig så rasende at jeg hele tiden har lyst til at tude af arigskab.
og vrede,
at jeg skal passe på ikke at komme til at gøre noget ved hele lortet, som jeg nok ville komme til at fortryde.
ja en ulykke kommer sjældent alene og for helved hvor er det et rigtigt ordsprog.
oven på alt det her for jeg et brev ind i min postkasse hvor efter min søn skal på julemærkehjemmet hvad jeg ved han har rigtig godt af, da det vil hjælpe min dreng,
men min forrygende vrede bliver afløst at tåre og tristhed, over at han skal være på skole i 10 uger da jeg kommer til at længes så meget efter ham, at jeg ikke vil vide hvad jeg skal tage mig til ind til han kommer på wekend, men jeg ved at det jeg gør, ved at give ham det ophold er for hans eget bedste og jeg vil ønske af hele mit hjerte at han bliver glad for at være der.

Hvorfor tuder jeg først nu

når jeg for det brev ,er det fordi jeg bare ikke kan overskue mere,
eller er det forde jeg er i gang med en kamp som jeg føler ingen ende vil tage, men som bare terper på mine resuecer, af jeg kun regerere på det med min dreng og julemærkehjemmet, i stedet for at regerere på alle de forbandet problemer som er ved at drive mig til vandvid, og som jeg føler ingen ende ville tage.
inge