Så blev jeg udskrevet i onsdags. Det er en fornøjelse, virkelig, at kunne gå frit rundt og slippe for mærkelige bemærkninger osv... Det er sgu dejligt.
Til gengæld er det yderst besynderligt, hvordan hele weekenden bare er forsvundet mellem mine hænder.
Og hvilke hænder! Jeg tror endelig jeg har fundet min niche, og jeg glæder mig bare til at komme igang. Med eller uden Kaspers hjælp. Han sagde nogle helt vidunderlige ting i fredags, men jeg har sovet så lidt at jeg har svært ved at tro på ham. I virkeligheden burde jeg holde mig langt væk,men jeg aner simpelthen ikke hvordan jeg skal finde modet til det. Jeg elsker ham stadig helt ufatteligt højt - og jeg ved ikke hvordan jeg bryder båndet. Jeg VED han ikke er kærestemateriale, jeg VED han er farlig i mange sammenhænge og jeg VED at han vil kneppe hvad som helst der findes på denne jord. Inklusive mine veninder, hvis han fik muligheden. Samtidig er han også rigtig, rigtig kærlig; han er øm og forstående og sjov, han kan virkelig få mig til at grine. Og det er jo også vigtigt.... ikke?
Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Indtil videre så må jeg bare vente indtil jeg kan købe mig en midlertidig tlf og så få ringet til TRYG.