Jeg burde skrive noget mere i dagbogen, men det er svært at finde både tid og overskud til at det jeg gerne ville - uden det af den grund egentlig er ret meget jeg gerne vil.
Jeg er glad for mit nye job - ihvertfald den del som jeg kender til det endnu. Der bliver jo noget med at skifte rundt på 2 afdelinger i længden. Jeg ville have skrevet at jeg var "rigtig glad" for jobbet, for det var jeg lige indtil for et par uger siden, hvor lederen tog fat i mig og fortalte mig at nogle af mine kollegaer havde skrevet et "bekymret brev" til hende. Et hvor der var 2 emner, det ene at DE troede at jeg måske var ked af at være der - og det andet om at de var bekymrede for at jeg var for langsom til arbejdet. Jeg har det rigtig svært ved at jeg det ene øjeblik stoler på mine kollegaer og regner med at de har min ryg, og så det næste må sande at de taler om mig bag min ryg og finder på at skrive sådan et brev. Jeg synes det er lusket at gøre. Jeg fik heller ikke at vide hvem det var fra (ikke at jeg spurgte), men jeg kan egentlig godt genkende et par røster i det. Jeg synes bare det er uretfærdigt. Jeg har jo netop gået på arbejde meget glad og nu finder jeg så ud af at jeg bliver opfattet som ked af det og derfor ikke kan slappe af og være mig selv omkring mine kollegaer. Det er rigtig svært. Det var noget med at jeg ikke talte så meget med dem eller i den dur og helt ærlig, jeg synes jeg taler meget fint med dem, men af natur er jeg ikke noget sludderchartol, jeg er inadvendt og kan godt lide at læse en bog. Når så de andre alligevel sidder med kryds og tværs, så kan jeg ikke se at det er et problem. En anden ting ved mig er at jeg ikke deltager i sladder og bagtalelse, da jeg ikke har det godt med den slags. Det sker der en del af og da jeg altid har lyst til at forsvare den det går ud over, men af erfaring ved at det heller ikke er et klogt træk, så bliver jeg jo mere stille. Sladder er et godt bindemiddel imellem folk og egentlig okay på den måde. Jeg skal ikke være nogen "helt", for så virker jeg bare som om jeg har noget imod dem der taler og deres levevis. Jeg prøver bare at holde mig på neutral grund, men har selvfølgelig også mine ideer om hvad der sker rundt omkring. Faktisk synes jeg at man næsten har pligt til at forsøge selv at holde en god tone på arbejdspladsen og tale godt om sine kollegaer og være der for hinanden - hvor kunne det være rart at være sådan et sted. Men som nævnt er jeg faktisk godt tilfreds med hvor jeg er på trods, det er kun lige DET brev der går mig på.
Så var der selvfølgelig den del af det omkring fart, men jeg er jo under oplæring og jeg gør faktisk rigtig meget ud af det. Arbejdsområdet omhandler jo også levende mennesker og jeg har jo lyst til at tage mig godt af vores klienter og ikke jage med dem eller snappe af dem. Men så er det svært at skynde på dem. Jeg regner dog med at blive lige så hurtig som alle andre i længden - og de har jo ikke haft fået en ny kollega på stedet i 6 år. I løbet af de år er kravene til vores arbejde blevet strammet en god del (siger de selv hele tiden), så det giver mening hvor jeg er længere tid om at lære det end de var i sin tid. Jeg kunne forstå det hvis jeg virkede ligeglad med det og ikke gad arbejde på det, men det er jeg jo ikke. Jeg arbejder på tingene hver dag og tilbringer mere af min tid med reelt arbejde i løbet af en dag end nogen af dem gør. Det gør jeg jo for at udnytte tiden og komme hurtigere igennem min oplæring, så ærlig talt... Men jeg prøver at ligge brevet bag mig og tage det på den bedste måde jeg kan og gøre hvad jeg kan ved kritikpunkterne. Jeg har fået sat min fart op nu her ved at aflure en af de andre og indse at det handlere mere om kropsprog end tale. Ligeså har jeg prøvet at gøre mere ud af at sludre med pigerne og at bearbejde det slag jeg føler uden at bære nag. Det er en hård øvelse, men jeg kan godt komme videre.

Privat har arbejdet jo også ført til lidt ændringer på hjemmefronten. Jeg er blevet en anelse mere "ligeværdig". Natten deles nu og det giver mig en chance for at sove ind i mellem. Folk har så meget mere forståelse når man nu er på arbejdsmarkedet, hvilket er lidt sjovt da det er nemmere end at være uden for det. Jeg kan nu få lov til at sove ca. en hel halv nat og at dele husarbejdet ect. I sidste endnu har det lettet rigtig meget på tingene fordi jeg er mere udhvilet og laver mindre. Dog er det ikke ligeligt fordelt endnu. Kæresten har haft MEGET travlt på arbejde, hvilket betyder at jeg jo så skal tage mere over i hans øjne. Og jeg har rigtig ondt af ham, men jeg har det også sådan at når han siger at han med sit arbejde altid skal regne med at arbejde mere end 37 timer om ugen, så må han stå ved sit valg. Han skal i så fald stadig tage arbejdsfordelingen herhjemme 50/50 og så må de yderligere timer være hans egen fritid han giver af og ikke af min. For jeg får absolut intet ud af det andet. Jeg er allerede flyttet fra min familie og venner for hans jobs skyld, jeg betaler personligt det dobbelte i husleje for det og uventet har jeg også givet mig hele tiden under barslen og taget alle nætterne i hverdagen; selv om det ikke er min opfattelse at det er en fair fordeling når man har en dreng der har sovet så lidt som vores. Man siger jo heller ikke "jeg er den der går på arbejde, så jeg skal have al maden, du må klare dig med 2 skriver agurk om dagen hvis du er heldig". Jeg har altså også krav på lidt søvn og fritid i dette forhold - det hele kan ikke gå til ham. Og nu her skal det ikke være sådan at hans selvvalgte ekstra-arbejde bare bliver tid han bruger på karrieren istedet for huslige pligter som så istedet ligges over på mig. Nej-tak, sådan har jeg ikke valgt at prioritere mit liv. Min drøm er der hvor der både er tid sat af til arbejde, til familie, til parforhold og til fritid. Den smadres fuldstændig hvis tiden hele tiden går til at han skal arbejde og jeg skal tage over i hjemmet. Det kan og vil jeg ikke. Og det kan han heller ikke selv, han ser det bare ikke i øjnene. Jeg synes efterhånden at "han har haft travlt" i 5 år. Det kan ikke blive ved. Alle hjemlige ting syltes i så lang tid at de bliver sværere og kræver mere arbejde end de oprindeligt ville have gjort. For det øjeblik et projekt slutter på arbejde har "han jo brug for lidt fritid". Så er det hans tanke igen at jeg jo må tage over lidt mere igen, for at skaffe ham relax-time foran computeren. Ikke noget med på det tidspunkt at tænke at det måske var mig han skyldte lidt af den slags når jeg nu har taget over imens stressen var højest. Og jeg kan så godt se at han har brug for at slappe af - naturligvis har han det - og derfor burde han egentlig finde sig et andet arbejde så det ikke igen og igen er på denne her måde. Modsat mig har han rent faktisk relativt let ved at finde noget nyt. I det mindste burde han sætte nogle grænser på jobbet, da hans nuværende selvvalgte model betyder at elever kan komme uhæmmet til ham og jeg tror det er derfor at han aldrig har "tid til sit arbejde" på jobbet.
Når så "projektet" på arbejdet er færdigt og han har fået noget relax-time, så kunne det måske være tid til min relax-tid? Men det er godt nok sjældent den kommer. Eller det kunne være tid til at være lidt sammen som par - det står også sjældent på menuen fra hans side - medmindre der er tale om den saftige slags som måske kan presses ind på det tidspunkt vi burde få noget søvn. Eller hvad med tid til familien? Altså tid hvor han ikke konstant havde et headset på med et podcast, men rent faktisk gav os hans uddelte opmærksomhed? Den er yderst sjælden. Og så tror jeg at han undrer sig over hvorfor jeg ikke altid er miss sunshine. Min drøm er tid, familie og forhold og den forsvinder med hans job. Den kan måske lige vise sit ansigt i en ferie eller sådan noget, men jeg vil have den i hverdagen. Det er svært nok for parforholdet med søvnmanglen.
Jeg husker det par vi engang var og jeg savner at føle bare lidt af det igen. Det kan ikke klares med en god damn buket. Og I det scenarie hvor vi var gået fra hinanden og havde fundet nye kærester vil jeg næsten vædde med at han nok skulle sørge for at finde tid til at "være par" helt af sig selv. Og at han ihvertfald ikke i starten ville sidde med et headset på hovedet ved hver lejlighed der bød sig når de var sammen. For i et nyt forhold tager man ikke hinanden så meget for givet, mens et gammelt forhold kan dø på den slags.

Et eller andet sted tror jeg nok at jeg ved at han egentlig godt vil mig, ligesom jeg godt vil ham. Men jeg finder det svært at gøre det begribeligt for ham at hans "optimering" at sin tid og uddeling af arbejdsopgaver i hjemmet, egentlig gør os til forældre-kollegaer og ikke kærester. Jeg skal nå ind til ham. SKAL!! Så vi kan blive tætte igen.