Måske skulle jeg tage det med en psykolog eler lignende op til revision.
Men måske er det et nederlag?
Hvad kan de fortælle mig som jeg ikke allerede ved?
jo, de kan give mig nogle redskaber, men til hvad? En spade til at grave mig længere ned. En kost, som kan hjælpe mig med at feje de fortrængte følelser væk?
Jeg er mistroisk.
men på en måde ville det være dejligt at sidde overfor een, som SKAL høre på mig. Hvor jeg ikke skal tænke på om jeg NU har talt for meget om mig selv og at jeg keder vedkommende.
På en måde. De ordinære psykologer er jeg ikke sikker på jeg vil kontakte, men jeg har fået et tilbud fra en alternativ, som jeg seriøst overvejer at ringe til. Og hvad holder mig så tilbage?

Jeg ved det ikke. At det går væk af sig selv igen, men det har det ikke gjort og jeg tror heller ikke at det gør. og jeg kalder det for DET, fordi jeg ikke aner hvad det er.
Jeg har været det meste af psykologibogens indholdsfortegnelse igennem og ender altid hos mine forældre. Og så er det jeg tænker en forsigtig tanke: Har jeg bare fortrængt det hele? Er det virkeligt så gennemskueligt? Måske skulle jeg rense sjælen og kroppen igennem for resterne af de ophobede affaldstoffer og denne gang ikke gøre det alene nede i puden.

Måske skulle jeg sende hende en mail. det skader nok ikke.
Bare tanken om at der er een der virkelig lytter, får mig næsten til at græde. Jeg har også andre som vil lytte og er dybt, dybt taknemmelig over det, men det er måske bedre at sidde overfor een fysisk og vide at hun /han er proffessionel.

Måske er det på tide at få gennemgået alle sprækker een gang for alle og se efter om fundamentet er stabilt nok.
En tjekker!

Jeg tror sgu jeg gør det!
nej...jeg gør det sgu!!!

cam