Siden jeg var 23 har jeg prøvet og prøvet og prøvet at lægge fortiden bag mig og arbejde med den. Starte på en frisk og se fremad, ikke lade fortidens spøgelser styre mig og min adfærd, se positivt på verdenen osv osv, men det dur bare ikke. Alskens terapi, selvudvikling og meget mere har hjulpet, helt klart, men jeg bliver gang på gang ramt af fortiden.

Så går det lige så godt, tingene kører nogenlunde, og SMASK, så sker der ét eller andet, som bomber mig tilbage til ting, der er sket i fortiden, ting jeg ikke kan ændre på, men jeg har haft en forestilling om at jeg kunne "viske det væk". Det kan jeg bare ikke!!!

Så sidder jeg dér og er skide ked af, at jeg kun fik 150kr til tøj om måneden, eller at jeg aldrig måtte putte hos min mor eller at de voksne har været dumme ved mig, men ved du hvad? Det er skide ærgerligt og skide synd for den lille pige, men jeg kan gøre lige så meget ved det, som jeg kan gøre ved vejret...ikke en skid!

Og...det her kommer til at lyde så banalt..men det gik op for mig, at smerten altid vil være der. At jeg altid vil være småmelankolsk, selvmedlidende, fandens følsom (nærtagende nærmere), gumpetung og doven.
Men på den anden side vil jeg også altid være en fighter, der rejser sig op igen, skide stædig, når jeg sætter mig noget for og ret så indsigtsfuld, hvis jeg selv skal sige det.

I dag er jeg det første, men det føles som om vægtskålen er ved at tippe over i det andet, og så må jeg gøre hvad jeg kan for at få det til at ske.. Here we go fighterkvinde :)