I dag kan den normale tilstand skimtes ude i horisonten.
mine fingre hungrer efter at blive brugt, skønt angsten stadig sidder inde under neglene, men hvor lang tid skal jeg vente?
Hvad nu hvis den aldrig helt forsvinder?

Derfor har jeg taget kvælertag på mig selv og mine fingre, så de knækker som små efterårskviste. Fordi denne tilstand forsvinder ikke af sig selv. Denne angst. Og hvad er jeg så angst for?
ja, det er jo lige det!!
Angsten for nærhed? Angsten for livet?

at der var fyldt for meget på, som ikke kunne forbrændes.
men nu har jeg boykottet nyhedskilderne og jeg ved ikke hvor lang tid det skal være. jeg ved bare at hver gang jeg tænker på at se eller høre dem, bliver knuden i maven så stor at jeg ikke kan trække vejret.

Men pennen boykottede jeg også. Det hele blev for meget. Jeg blev for opslugt, for afhængig. Så afhængig atjeg ikke kunne genkende mit eget spejlbillede og min angst blev større.

Men min pause hjalp. Heldigvis. Jeg var bange for at jeg aldrig fik lysten tilbage, men her er den, godt nok en spæd en, men en begyndelse.
Psykisk stress...ja, det har jeg oplevet før, men ikke sådan her og ikke i samme omfang.
Og alt blev pludselig diset og meningsløst. Det skræmte. Min pligtopfyldenhed skræmte. Jeg blev væk.

Men hvor har de mennesker jeg skriver med dog været fantastisk og forstående.
Tak! Fra hele mit hjerte.
Snart er jeg tilbage i fuld firspring, kan jeg mærke. Den udefinerbare angst sidder der stadig, men den er på tilbagetog.

Jeg har lært noget nyt. Har lært at jeg suger. Alt. Til mig. både godt og skidt. Et kloakanlæg, hvor der ingen filter er og hvor alt snavset blokerer for alt det dejlige.

Men den normale tilstand er på vej.
Jeg skimte den ude i horisonten.