Den sidste dag i året.
Posten bragte et par julekort fra Danmark og en, med længsel ventet, pakke med julegaver.
Det bliver eftermiddag, jeg går og nusser rundt i mit eget tempo, fejer lidt på patioen (terrassen) bag ved, vasker bordet af som er temmelig beskidt efter den regnbyge vi fik forleden, lægger dug på. Vi skal sidder der og spise vores nytårsdinner.
Jeg skal lige have min kaffe, så vil jeg så småt gå i gang med maden. Tager det stille og roligt, så har jeg det bedst.
Telefonen ringer, kan det være min søster fra U.S.A.? Hun sagde hun ville ringe til nytår. Det heldige asen holder ferie på Hawaii. Det er vel for amerikanerne hvad Sydeuropa er for danskerne og Sydøstasien er for os her i Australien, når vi gerne vil et smut væk fra dagligdagen.
"Kom og hjælp os, vi er kørt i stå, bilen vil ikke mere!"
"Åh nej det er ikke rigtigt, hvor langt er I nået?"
"Vi holder lige nord for Gingin."
Tankerne flyver igennem hovedet på mig, Gingin hvor langt er det nu lige...? Jeg er godt klar over det er mod nord, har kørt der mange gange, men for længe siden.
Det er min yngste datter og hendes far som har været på ferie i Kalbarri, 589 km. fra Perth.
"Jeg ringer igen, når jeg har fundet ud af om vi kan klare den med et hvil eller om det er nødvendigt at du kommer herop, i kortbogen står der at der er 130 km. fra Perth til Gingin. Du må hellere være stand by, vi snakkes ved." Jeg ville have spurgt om noget mere, men meget af det han sagde "faldt ud."
Ok, hvad gør jeg nu? Jeg må hellere skynde mig ud og købe et kort, så jeg kan finde vej, hvis det bliver nødvendigt.
Kaffepausen er slut!
Hen til R.A.C. (Royal Automobile Club) - det samme som F.D.M. - og købe et kort.
Lige kommet hjem og telefonen ringer igen. Det er ikke godt, jeg bliver bedt om at køre hen i en biludstyrs-forretning og købe noget væske man kan hælde i køleren for midlertidigt at afhjælpe en mindre utæthed - og et slæbetov. Desuden skal jeg tage så meget vand med som jeg kan, ergo køber jeg også en 10 l. dunk derhenne i Marlow's som butikken hedder. Mit engelsk får en akut blokade over alt det her stress og jeg kan pludselig ikke huske hvad køler hedder! Men jeg kan da forklare på anden vis, hvad det er jeg skal og ekspedienten udbryder: "Oh the radiator?"
Hjem igen, checke olie på min lille bil, hvilket jeg skulle have gjort inden jeg kørte nogen vegne, for nu er det lidt uklart at se om den mangler olie, så jeg beslutter at give den en sjat - for en sikkerheds skyld. Stoler på at den ikke mangler vand, den er såmænd stabil nok, men jeg har dog endnu ikke været på langtur i den.
Jeg har aftalt med min ældste datter og hendes ven at de kører med og at vi kører i to biler. Men da jeg når hen til dem bliver vi alligevel enige om at køre i én bil. Klokken er nu ca. 17 og vi får læsset tingene fra min bil over i deres, så afsted efter et hurtigt samråd og kortlæsning. Vi skal bare finde op til Great Northern Highway og så bare der op ad indtil vi når frakørslen til Brand Hwy. som er den vi skal følge indtil vi får øje på havaristerne.
Endelig når vi Great Northern Hwy. Her i starten af den er der mange vinmarker. Huse der minder om paladser og igen andre almindelige huse og små cottages som vi så godt kender med bliktaget og den brede veranda foran - eller hele vejen rundt. De ligger der imellem vinmarkerne.
Vi holder humøret oppe og omdanner i vores fantasi tørre snacks til vores nytårsmenú.
Efterhånden bliver der længere og længere imellem husene. Inde på en mark ser vi i det flotte lys fra solnedgangen en flok kænguruer. De har sikkert ligget og daset hele dagen og er nu ved at indtage deres aftensmåltid, det stride, gule, tørre græs. Et andet sted ser vi en flok hvide papegøjer som skrigende er ved at lande og jeg tænker med bedrøvelse på deres artsfæller som tilbringer år ud og år ind i et bur på en pind....fugle fik vinger for at kunne flyve!
Vi når frakørslen til Brand Hwy. og det går videre ad den. Vi når vejen som går ind til byen Gingin når man kommer syd fra og den anden der fører ind til byen nord fra, men fortsætter. Vi synes vi kører langt fra Gingin og når beskeden nu var at de holdt lige før byen, hvor langt er "lige før" så?
Vi bliver enige om at køre lidt længere og så vende om for at se om de eventuelt havde taget vejen ind mod byen i et forsøg på at nå en tankstation, det kunne jo være. Vi forsøgte at ringe til dem, men der var ingen mobilservice.
Vi vender om, kører ind igennem byen Gingin, finder en tankstation som er åben, låner en tlf. og får ringet til havaristerne som lyder utålmodige, hvilket er forståeligt nok. Selvom noget af samtalen "falder ud" bliver vi klar over at vi bare skal fortsætte ad Brand.
Vi når det sted hvor vi vendte om før og fortsætter 5 - 10 min. kørsel og pludselig ser vi dem. Vi er alle sammen lettede, havaristerne trætte og støvede at se på, men vi bryder alle ud i glædesråb.
Det ender med at vi må have slæbetovet pakket ud og hægtet på. Motoren i deres bil er desværre kaput, den ryger som bare pokker.
Med 60 km./t. snegler vi os mod Perth, det bliver pludseligt mørkt på de her kanter og i mørket kører vi i hvad der synes en uendelighed. Vi når hjem ved 22:30 tiden.
Den nytårsaften glemmer vi aldrig.