Nogle gange spekulerer jeg over, om jeg mon ikke for omverdenen ligner den mest kolde person nogensinde... Folk kan sidde og krænge deres dybeste inderste tanker ud for mig, og jeg fortrækker ikke en mine. Det er ikke fordi det ikke rører mig, for det gør det virkelig, men Machula har brug for at tænke... Og når jeg har tænkt og fordøjet, er der som regel gået et par uger, og så synes jeg, det er lidt ligemeget at tage det op igen.
Jeg siger aldrig noget til folk om mig selv... Det hele kommer ud gennem skrift, og det er der som regel ingen der får lov at se...
Jeg er så småt begyndt at øve mig i at fortælle folk lidt mere ærligt hvad jeg synes om dem, og det går faktisk nogenlunde så jeg kommer langsomt fremad.
Egentlig gik jeg i dag og spekulerede på, hvad der er ved ærlighed, der gør at man slet ikke i længden fungerer uden? Hvorfor føler man sådan et behov for at andre skal kende ens sande sider, når man samtidig slet ikke har lyst til at vise dem? Hvorfor skal man bare på et eller andet tidspunkt have ting på det rene med de, der omgiver én? Jaja, jeg ved det godt, men det er da også lidt tankevækkende... Eller også er det bare mig der er småtosset... Det er jeg nok *lol*
Knus Machula
________________________________
17. januar 2006 kl 08:58
Endnu en lille tanke, der nok havde mest at gøre med mit forhold til Bo... eller som i hvert fald var mere fremtrædende overfor Bo, da det mest var Bo, der fik mig ud i situationer, jeg skulle fordøje "nogle uger"...
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.