Jeg fortalte kæresten om mit fejltrin.

Det var forfærdeligt; jeg sårede ham så dybt; dybere end jeg havde frygtet; så meget at jeg ikke ved om han har lyst til at fortsætte vores forhold... Den havde jeg alligevel ikke forberedt mig selv på. Men jeg må jo tage konsekvenserne af min handling.

Jeg fortryder ikke at jeg har sagt det. Jeg forbavsede mig selv da det røg ud af min mund, selvom jeg havde besluttet mig for det - jeg udsætter altid, ALTID svære (som lette ehem) ting.
Og da jeg havde sagt det, og han havde reageret som han gjorde, gik det op for mig, at jeg måske for aller sidste gang har lagt mine arme omkring ham, puttet mig ind til ham, duftet til hans hals, rørt ved hans fingre, kørt hænderne gennem hans hår, kigget ind i hans forelskede øjne.
Måske er alt det slut nu.