Deroute, med pil opad? Ka’ man skrive det?
Jeg gør det fordi jeg for et par dage siden besluttede at opgi’ den intense fight mod overvægten, og i stedet vil satse på at den sidste tid her på højskolen skal være positiv.
Der er så meget at glæde sig over på en Livsstilshøjskole: Vennerne man får! De engagerede og empatiske undervisere! Roen til at fordybe sig, midt i denne stressede verden, hvor alt tilsyneladende skal gå op i at ’man skal være samfundets tjener’.
Man kan bore sig dybt ned i kunstens skabende glæder. Fordybe sig i Østens filosofiske udvikling. Nyde en indsigtsfuld underviser som skaber trylleri i sindet blandt deltagerne, ved at lukke det triste ud og det glade ind, på rette tid og sted. Glæde sig over de mange små notater som en erfaren betalæser har lavet i ens manuskript. Dyrke naturens mangfoldighed. Sidde ved lejrbålets flammer og lade sig varme af ilden og samtalernes dybde. Gå ture hvor sveden springer frem, sammen med smilet over ens formåen. Udfordre fobierne til hest, eller kravle ud over en kant og hænge i en tynd snor, med 42 meter ned til fast grund. Blive slikket langt op ad armene af en nysgerrig tyrekalv. Stå på en høj og nyde udsigten til hele verden. Jinge med i musikkens fortryllende univers. Synge med hver sit næb, nogle brummende andre himmelsk. Nyde den hjemmerørte fars komme ud af pølsehornet, ryge og efterfølgende grille himmerigsmundfulden. Og jeg ku’ blive ved.
Men overvægten kan rende og hoppe. Måske har jeg alligevel vundet en halv sejr, for jeg skulle i virkeligheden have vejet mindst 150 kg. med al den insulin jeg sprøjter ind i mig – i det mindste stagnerede vægten ( i hvert fald indtil videre). Jeg har fået nogle værktøjer at gå videre med, og det må så være dét, samtidigt med at jeg passer på.
Min arbejdsgiver gav op under vejs, og jeg forstår ham godt. Jeg har haft for mange sygedage og er nok ikke et arbejdsliv jeg ville satse mine sparepenge på i den nærmeste fremtid. Nu må jeg så til at lægge arm med ’systemets’ håndlangere sygedagpengekontoret. Det gruer jeg for. De virker noget fikserede på, at alt hvad der kan krybe og gå skal arbejde. Nå, kan jeg finde et 8 til 16 job, med ordentlige pauser og sprøjterum (insulinen), så går det vel. Ellers må jeg søge invalidepension, hvorefter min skrivekløe vel kan dyrkes. Tiden må vise hvor jeg ender – og hvis det rigtigt ender ender så sender I vel en bårebuket alle sammen. Fresier er min yndlingsblomst ;-)
Og hvad så nu? Der er en måned tilbage af kurset. Jeg vil gøre hvad jeg kan for at nyde denne måned. Om alt går vel så sender jeg en sidste hilsen til dagbogen i denne serie med ’Nyt liv’, efter afslutningen og lidt ferie – det bliver nok medio juli.
Tak til alle Jer der har fulgt med i mine eskapader, og ikke mindst til de mange af Jer der har sendt mig små og store hilsener. Der er lidt højskole-inderlighed over de Penne-venner man får her på Fyldepennen.