Jeg har været oppe før Fandens partikler fik sko på. LH satte mig af på vej til arbejde og jeg fik ordnet min kontor-tjans med hjertet oppe i halsen og frygt for at de skulle opdage mig (de ser helst jeg ordner kontorerne inden mandag).
Hvornår møder sådan nogle egentlig?

Ved sgu snart heller ikke med den tjans! Jeg har haft den i evigheder og det er vel mere en vane end en reel indtjening.
Pyt…de giver fantastisk gode julegaver og man ved jo heller aldrig hvornår man skulle få brug for juridisk assistance (går STÆRKT ud fra jeg får ”personale-rabat”).

Så med næsen ned i min kaffekop, sidder jeg og reflekterer over weekenden.

Brand-festen gik sgu ret godt.
LH og Mr. No-no fyrede en meget imponerende skuespil af, så jeg faldt hurtigt til ro. Jeg faldt lige så hurtigt til glassene og fik på ingen tid pladret mig halvvissen i hvidvin (der røg den første million hjerneceller) og fra drinksene kom på bordet husker jeg kun meget lidt (ja, der røg så de sidste millioner – ja man har da en del har man ikke? Ok, alt er relativit…anyway…).

Det var vel lidt mærkeligt. Vi har nok været en 25-30 stykker hvor af 70 % var brandmænd, 20 % kammerater også for resten piger! Jep, vi var i stærkt undertal og blev derfor, om vi nu ville det eller ej, meget i centrum.

Der var sultne ulve overalt. Jeg havde frygtelig travlt med at passe på ikke at skvatte hver gang jeg rejste mig. Mit ”fodtøj” var mine høje sandaler, som jeg nok aldrig lærer at gå med (ved ikke om nogen kan huske mit trappestyrt?!), så i de første par timer var mit fokus udelukket på terrænet og dets forhindringer.
Senere kunne det være lige fedt og jeg gav den som dansende Bambi. Op til flere gange kom jeg foruroligende tæt på det store bål men hey…jeg ville vel ikke kunne nå at brænde så længe, vel?

Jo der var vel nogle søde fyrer i blandt. Flotte! Men HVAD der er glat med mig eller HVORFOR jeg slet ikke nærer nogen interesse i at kisse-misse VED JEG BARE IKKE!!!
I stedet gøglede jeg rundt med C, som for øvrigt blev så plakat stiv at han op til flere gange ikke greb mig mens vi dansede og jeg fortsatte med høj fart forbi ham (mod bålet!).

Hmm, min ”skjulte plan” var at søge tilflugt hos C. Som sagt er der en ubeskrivelig god kemi mellem os og selvom jeg i starten var skeptisk og tænkte at han vel ikke kun havde venskabelige interesser mht mig, følte jeg mig til sidst overbevist om, at det virkelig KUNNE lade sig gøre at udvikle et helt streight venskab med ham.
Der er så en grund til at jeg vælge at skrive det sidste i datid! Desværre!

Jeg synes nu ellers at jeg har gjort mig temmelig umage for at understreje hvad jeg ønskede af min kontakt med ham, men hvad jeg ikke har i hænderne kan jeg åbenbart ikke kontrollere.

Måske skulle jeg ikke ha´ danset så meget med ham?
Måske skulle jeg ha´ taget en brandmand på røven…sådan bare for at markerer at jeg ikke ønskede at tage på hans?
Måske skulle jeg ikke har sendt ham ”red-mig-øjne” hver gang de fjogede beredskabsgutter slæbte mig ud og danse?
Måske skulle jeg ikke ha´ skvattet i søvn i hans arme?
Måske skulle jeg ikke ha´ grinet så meget af hans sjove bemærkninger? Det er sgu da bare pisse svært når manden virkelig ER så skide sjov!

Hvad fanden skulle jeg ha´ gjort anderledes?

Det irriterer mig så meget at MÆND BARE ALDRIG SER VENSKABELIGT POTIENTIALE I MIG.
Jeg erindrer LH´s snøvlende stemme, da hun med sprutånde hviskede ”C siver han zer bleves lidt glad for sig!” Jeg spurgte hende hvad HUN så havde sagt til ham og da hun fortalte hun havde forberedt ham på, at han nok ville blive skuffet men at han da selvfølgelig skulle prøve, kunne jeg have pandet hende én.

Jeg blev nødt til at gøre hvad jeg hadede om søndagen; jeg var kølig!

Det var så det venskab.

PIS!

LH, derimod, fandt det ikke vanskeligt ”at puste i brandslagen” og fik sig endnu en intens nat. Da hun i sin bagbrannert søndag formiddag, sad men uglet hår og berettede om nattens sengeaktiviteter, tænkte jeg; ”hvorfor helvede kan jeg bare ikke erkende at det er sådan det skal gøres?” og et stik af misundelse ramte mig.

Hvad venter jeg på?

Så jeg var rent ud sagt skide knotten i morges.
Det med C gør mig sur, ked af det og rasende – på en og samme gang. Jeg kan ikke finde ud af om det er MIG eller sådan som tingene bare generelt er. Er det virkelig rigtigt at man ikke kan finde sig en skide god mande ven, som man enten ikke har været kæreste med (som om det overhoved kan opnå et almindeligt venskab) eller har kendt siden børnehaven og ALDRIG kunne finde noget tiltrækkende ved og omvendt????

Da et par tømrer-gutter passerede mig på vej til toget i morges og den ene sagde ”Det vil jeg skide på, hun er kræft edme lækker!” var jeg ved at slå kolbøtter af raseri. Et kompliment, måske knapt så charmerende, jeg ellers ville smilet lidt over, blev til en stående fornærmelse og jeg gloede på dem med mit mest ligegyldige blik.


Jeg har intentioner om at holde mig ædru næste weekend, NO MORE BOZE…bare for en tid.

Jeg skal mødes med LM. Det er evigheder siden og jeg glæder mig sgu til at se hende.

Så er der en doktor-tid jeg bare ville ønske kunne forsvinde. Jeg er tom for ord og undskyldninger.

Ellers kan det ikke gå stærkt nok med at komme på landet til MOAR i morgen…selvom jeg har været alt for lidt hjemme.