Jeg har en mærkelig egenskab.
Den bidrager tit til at jeg har svært ved at tage stilling.
Men den hjælper mig også når jeg skriver.

Jeg kan kravle ind i folks hoveder.
(jeg har ikke prøvet fysisk, da jeg er sikker på at jeg så vil vågne op på rød stue eller blå stue,ved ikke hvad det hedder)

Men jeg tror at det er fordi vi i bund og grund er ens. Vores kollektive bevidsthed, som Jung påstod, selvom de vist ikke boede i samme kollektiv, ham og Freud.

Men vil det egentlig sige at jeg har personlighedesspaltning(er)?
Fordi jeg kan mærke de mennesker, når jeg skriver om dem.
Har jeg virkelig alle de forskellige mennesker og tragedier inde i min krop?

Det er sgu skræmmende at tænke på hvis det er rigtigt.

Derfor fandt jeg også ud af for nylig at mit lange ønske om at blive forfatter er skrottet.

Det pres kunne jeg slet ikke klare. Presset fra mig selv. Jeg holder det på hobbyplan, men vil stadig prøve at få EEn ting udgivet....for at se om jeg kan.
Jeg vil aldrig kunne holde op med at skrive, men mine ambitioner er skruet ned og det er det rigtige at gøre kan jeg mærke.

Jeg tager hatten af for forfattere. Og jeg kan egentlig godt forstå hvorfor nogle er maniodepressive eller ekcentriske.
Jeg tror, at det er fandens hårdt. Udover deres egne ambitioner, så er der også omverdenen der forventer mere.

At få skriveblokering er jo et slags tab af arbejdsevne, men jeg tror ikke kommunen går ind med noget revalidering:*GG*

Men det er nok også derfor at det er så svært at komme gennem det berømte nåleøje (hvad nu hvis man smører sig ind i vaseline og suger dellerne ind?)

Ikke desto mindre er det en fantastisk beskæftigelse...amatør eller ikke.

camilla