Lige før jul tog jeg i tier butikken og købte en masse film. Asiatiske og gamle klassikere og spanske. Et hit for ingen penge.

Har lige set 'Pige, der blev glemt'. Smuk film. Så fin og elegant og pigefrisk hovedrolle. Så ren og skrøbelig en kærlighedshistorie. Og så hård.

Noget med en kinesisk pige, der bliver glemt, og bliver elsket af en gammel hestepasser, der ender med at skyde hende, fordi hun gerne vil og ikke selv kan... Fordi hun er blevet glemt og har ladet sig misbruge i håbet om at få opholdstilladelse i byen igen... Tjah, en kende teatralsk, når man sådan opsummerer det.

Men der var også sådan noget. 'Livet går, og mennesker forandrer sig' over den film.

Jeg er ikke nogen lille pige mere. Jeg er en voksen kvinde. Når jeg ser billeder fra da jeg var yngre, synes jeg det er svært at forstå, at det er mig. Det er mærkeligt. Jeg troede aldrig, jeg ville blive som jeg er nu. Faktisk nærmest alt det modsatte. På en måde er det spændende at leve... at man ligesom overrasker sig selv, uden at gøre det med vilje.