Der er så mange ting og tanker,jeg ikke har fået skrevet, som jeg gerne ville, og jeg orker jo heller ikke nu...

Men der har været alle mulige ting om min dejlige lillesøster. Noget med at hun så utroligt let bliver skuffet over ingenting, og så går hun og hader mig for det.

Eks. igår lå jeg og sov. Søster ringede til min mobil 3 gange, så bankede hun på bagdøren, så gik hun ned til porten og ringede på døren, så ringede hun til fastnettet, og så ringede hun igen et par gange på min mobil.

Det er sødt og sjovt, og irriterende, og også en konsekvens af, at jeg nogle gange bare isolerer mig, og hun ved at lidt udholdenhed ofte betaler sig.

Da jeg havde fået taget mig sammen til at stå op, ringede jeg til hende. Så spurgte jeg hende hvad hun ville, og hun udspurgte mig, om jeg havde været hjemme længe. Jeg grinede og sagde, at ja, og at jeg fjernt havde hørt hende og sagde med et smil, at det var lidt flabet af hende sådan at ringe så insisterende. Øjeblikkeligt blev hun hamrende fornærmet... Og sagde, at jeg fik hende til at føle sig irriterende og lillesøsteragtig. At jeg var ubetænksom. (Det hører med til historien, at hun ikke har noget køkken lige nu, og derfor bruger mit hjem ret meget... om end det ikke er noget vi har aftalt).


Hun kom sur ned og hentede mælk til kaffen og gik op igen. Jeg sendte en sød sms, og skrev at hun altid er velkommen, men at jeg havde været for træt til at stå op. Har ikke set hende siden.

Hun er fyrrig, min søster. Jeg holder utroligt meget af hende, og bliver helt ulykkelig, når jeg gør hende ked af det. Men engang imellem kommer det fuldstændigt uforudsigeligt. Det må være hårdt at være hende, for det er hårdt at være dem hun bouncer opad.... og hun ved vist godt selv, at der forgår mange storme i hendes hovede, som også kan gøre os andre ked af det. Vi er ikke alle tykpandede elefanter søster. Det bliver kun hårdere af at blive så skuffet over folk. Men man kan jo ikke gøre for, at man bliver det... det kender jeg jo kun alt for godt.




Og så var det slet ikke det jeg ville sige.

Mest af alt vil jeg fortælle, at jeg nu er helt fast besluttet på at skrive under og købe lejligheden. Føler der er mere ro på denne gang, jeg har tillid til sælger, kan godt lide stedet og rummene, kan overskue økonomien og... ja, det er rigtigt godt. Glæder mig sådan til det hele falder på plads, det gør jeg altså. Det bliver en fysisk og meget konkret forandring, som jeg trænger til.

Nu ved verden jo, at jeg er en født tvivler, og naturligvis kommer jeg til at fortryde... men det bliver en ny og anderledes fortrydelse, og det er i sig selv en forandring ;) Giver det mening?