Jeg kan faktisk prale med een ting, til dem som gider lytte, at jeg de sidste 5 år ikke har været syg.
Om det er mit immunforsvar der er helt fantastisk eller om det er min bevidsthed der undertrykker de små baktusser/virusser ved jeg ikke, men det er langt tid siden jeg har været syg.
At så ønsket om at vre syg har været der, fortæller historien ikke noget om. ikke en alvorlig sygdom, nej, men bare en lille influenza eller halsbetændelse, så jeg kan ligge under dynen, tage et par lovlige fridage, og være lille igen.
Men for det første bliver jeg ikke syg, og for det andet når jeg endleig skranter lidt (som nu) er det sådan en ingetingstrælshed..den der, njaa....jeg har det faktisk kke særligt godt, men det er ikke slemt nok til at lægge mig, og skulle jeg på arbejde, ja, så er det ingenting. Jeg tror faktisk aldrig jeg har meldt mig syg, nu jeg tænker over det. Ihvertfald ikke de sidste 5 år!
Men hvorfor kan kroppen ikke bare tage sig sammen og bestemme sig? ER du syg eller er du syg ikke!!
Så jeg tester den. Jeg står op, laver de ting jeg skal og ser hvad der sker. Noglegnage får jeg det faktisk bedre at at stå op, mens andre gange ender det i et sørgerligt syn.
Og jeg skranter, ja.....lige nu er det lettere at presse trynen mned i egen navle, fordi hvis jeg skal tænke på jakob, så får jeg det endnu værre.
i går var han så ude på sygehuset og blive scannet..den scaning vi alle, og især ham, har ventet på i 3. mdr. og jeg kan sgu ikke lade være med at tænke at nu de ikke har ringet til os, så må det være dårligt nyt, så må svulsterne ikke have stoppet...mEN, optimist som jeg er, kan det jo være at lægerne ikke har kunnet svare endnu....forhåbentligt.
Jeg tænker ikke på det. Det bliver jeg nødt til. lige nu er det i en anden dimension, et andet lag af min bevidsthed. måske fordi jeg ikke kan forstå det, måske fordi jeg ikke vil acceptere det, måske fordi alt min optimisme bliver gjort til skamme og hånet.
Nej, jeg vil skrive om noget andet. I og med at jeg nu skriver om det, gør at jeg også tænker på det, så nu er der sceneskift........
vI mødtes, alle fire i går, gamle venidner fra fortiden, og vi faldt sgu alle ind i vores respektive roller. Det var mere hyggeligere end de andre gange, men jeg kan staidg ikke lade være med at tænke: "Er det mig der er forandret eller er det dem?"
Måske er jeg blevet mere kræsen med hensyn til veninder, måske vil jeg have mere indhold.
Det virker som om vi mødes kun fordi vi har en lang fortid sammen, at vi ikke vil indse at vi er vokset fra hinanden, at vi klamrer os til historien bag os, som allerede er blevet så flosset og brugt at ingen af os kan genkende den.
Jeg ved det ikke....måske skal jeg bare tage det som det er, tage dem som de er. Vi ses jo alligevel ikke så ofte.
Men jeg fortalte dem dog at jeg var blevet anbefalet af en dansklærer ude på seminariet og de blev de vilde med, heldigvis. Det ER sgu også for vildt, så vildt at jeg ikke helt tror på det, at jeg inderst inde tror at det var en anden Camilla Moe, skønt jeg godt ved at der kun findes 3 i dk med mit navn og det skulle da være uheldigt hvis een af de to andre også skriver!!!
Ja, ja...ros er svær at kapere. Den bliver uforståelig til tider. Jeg befinder mig noglegange bedst med kritik, og egentlig ikke...bla....stopper her, er ved at vikle mig ind i noget jeg ikke kan forsvare.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
store sygdomme og små sygdomme er publiceret
14/09-2004 10:31 af
Camilla Moe (moe).
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.