Henrykt!
Et dejligt positivt ord, når man læser det.
Men egentlig en halv utopi.
At være henrykt er åbenbart ikke noget danskerne er kendte for, eller ikke i min omgangskreds, minus mine pennevenner og mor.
Jeg bliver nemt henrykt på andres vegne..hviner op som et lille æsel og stamper i jorden af ren glæde.
Og forventer nok lidt det samme, men det sker ikke, og så lægger man bånd på sig selv.
Hælder lidt til den apaiske side, neddæmper eventen og bliver så jysk som man kan blive: " Det er nok godt nok", siger man, og har lyst til at proklamerer sin glæde ud, men stopper op, snuser op i luften og sanser at publikum ikke er modtagelig for en lalleglad idiot, som inderst inde sikkert bare vil prale.
Burde være ligeglad, prøver, men resulatet er lunkent.
skræmmende hvor meget andres væremåde og opførsel påvirker mig. Tænker at de må være et genspejl af situationen og tror på det. Desværre.
Og så bliver det hele jo gråt, når det faktisk startede med at være PANG farver.
Een eller anden dag fortæller jeg dem allesammen jeg de har såret mig.
Ikke dybt, men mærkbart.
Men ikke nu.
Måske skulle jeg skrive om dem. Så ville de forstå.
Forhåbentlig.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.