Jeg har tænkt på de kvinder, der får mange børn. Hvordan mon deres krop har det ved 3. -måske endda 4. graviditet?

Da jeg ventede den første, følte jeg mig så godt tilpas i nærmest hele graviditeten. Joo til sidst trak det da tænder ud men det var ikke slemt. Jeg klagede aldrig og følte mig sjældent øm.

Denne graviditet har været helt anderledes. Fra 6. måned følte jeg mig allerede som en forslået hval og rygsmerterne har været ulidelige. Nætterne har været søvnløse og nu hvor jeg kan føde når som helst, skal jeg tisse ved mindste bevægelse. Det føles som en 10 kilo hårdt STEN der sidder på maven og gøremål så som at tage sko på eller få den lille i flyverdragten, kan slå mig helt ud. Havde jeg haft en lille kran, ville jeg bruge den til at komme op fra gulvet hver gang jeg forvilder mig derned.

Der har ikke været noget galt og min graviditet har forløbet sig helt normalt...min krop føles bare mindre vital end ved første gang. Måske bliver ens led allerede slappe efter graviditet nummer et...derfor tænker jeg på de kvinder der får mange børn. Hvordan mon det føles?

Det kan jo kun gå en vej...jeg SKAL igennem den her fødsel. Er jeg nervøs? Nok mere spændt. Man glemmer lykkeligt hvor hård en fødsel er. De første par dage efter tænker man på den som noget virkeligt voldsomt men hurtigt forbinder man den med en fantastisk oplevelse der trods alt har givet et vidunderligt barn i udbytte. Man vil endda gerne prøve igen. Det var ligefrem spændende. Ja sådan har det i hvert fald været for mig. Nu...hvor jeg så sidder lige foran min næste fødsel, føler jeg mig spændt og ja, nervøs! Mange tanker myldrer rundt inden i mig. Min første fødsel var rimelig hurtig. 6 timer sådan cirka...de siger nummer to går hurtigere. ÅH altså...når jeg på hospitalet? Hvad med Emil? Når bedsteforældrene hertil i tide?

Men det skal nok gå og jeg klarede første fødsel uden nogen form for fødselsforberedelse, smertelindring eller hysteri. Så denne gang har jeg ret til det hele...hvis det skulle blive nødvendigt.

Jeg tænker på hvordan det bliver her i vores lille hjem. Vi går fra vores lille "tre-enighed" til at blive fire. Emil er 3...sover igennem, har smidt sut og ble og er mere og mere selvhjulpen. Nu starter det forfra igen. Natteroderiet, 24 timers overvågenhed og en ny symbiose der skal udvikles for så at nedbrydes igen. Jalousien...
Men jeg glæder mig til at have en baby i mine arme igen. Til at se et lille skrøbeligt væsen vokse sig stor og stærk. At opleve en ny forelskelse i sit barn, søskendekærligheden, samhørigheden, babygråden, mos, gylp...det hele!

Jeg er sikker på vi nok skal klare den og vi har, som familie og parforhold, taget en del knubs gennem årerne. Vi har valgt hinanden fra for at mødes og vælge hinanden på ny. Vi har det godt nu og har skabt et solidt fundament, så jeg tvivler ikke på at vi får det hele til at fungere.

Jeg kan frygte trætheden som jeg utvivlsomt vil møde igen og forsøger allerede nu at lave en taktik, så mit hoved ikke siger BANG! Men mon ikke at nogle ting vil være nemmere end ved det første barn? Dengang var alt så nyt, så stort og jeg var så usikker på alt hvad jeg gjorde. Men det jeg gjorde virkede og Emil voksede og udviklede sig helt som han skulle. Det har lykkedes for os før så mon ikke det er en tanke man vil have med sig denne gang?! Mine skuldre vil være længere nede...håber det samme om L's.

Nu vil jeg bare vente videre. De siger det kan ske når som helst...så måske burde jeg bare smide mig og samle kræfter til det smertehelvede der venter.