Endnu een af disse dage, hvor jeg er blevet påmindet om at jeg som barn faldt ned fra en asteroide i fart og landede fantastisk hårdt på en knoldet stubmark med hovedet først.

Endnu en dag, hvor jeg er blevet påmindet om, at skønt mit kronologiske tal viser \"27\", så stemmer det ikke overens med hvad der foregår i min egen virkelighed. Hvad foregår der egentlig, spørger jeg endnu engang, som om jeg aldrig har udsat mig selv for situationen før. Sig mig! HVAD FOREGÅR DER HER? (skal læses med godt nordjydsk dræven og med (under)tryk på FOOOREGÅR)

Naiv, blåøjet, godtroende, mærkelig er de begreber jeg åbenbart hører ind under, hvis jeg een eller anden dag (måske en halvtør forårsdag i maj) tilfældigvis skulle være så uheldig at befinde mig i en ordbog. Ja,ja..jow,jow, det kunne hænde!!!!!!!!
Men nogle dage (i dag inkluderet) går jeg for vidt, så selv JEG ikke engang kan være med længere. Det er grimt!

Det er een af de dage, hvor mine blytunge argumenter som \" du er da sæl´mærkelig\" og \" Nu skal du da vist passe lidt på\", suppleret med et fremragende kickspark lige op i luften, overhovedet ikke duperer min modstander (læs: kollega).
Og så kammer situationen fuldstændig over....godt fyldt på af koffein og nikotin i lange baner går jeg fra manuel styring direkte over til autokontrol (ellerhvadsådannogetnuhedderidissedage).
og jeg ser min fod træde uhæmmet på speederen, selvom jeg ligger i nødsporet.

Mens jeg skræmt ser min kollegas øjne spærre op, så de ligner den fortabte Hindenburghblimp(e), begynder jeg min improviserede monolog, så jeg kan redde min tabte ære ( og måske mødom..arjj..den er vist fortabt). Så jo mere jeg taler, jo mere jeg forsøger at redde mig ud af miseren, jo mere bliver jeg viklet ind i mit eget garn.

\"Kan du da for helvede ikke bare holde din kæft nu og prøve at spadsere standhaftig ud af denne ligegyldige samtale\", skriger jeg til mig selv(ikke højt, fordi så ville de opblæste hindenburgh ér eksplodere eller implodere...begge dele er muligvis et grimt syn..og så udover den fine nystrøgne skjorte..tsk..tsk)

Men nej! Slaget skal vindes, selvom alle mand nu sidder godt velforvaret i Valhal og drikker mjød og skriger og skråler om hvor dygtige de har været og stadig er). Med uforrettet sag kalder arbejdet ( eller retter et par udenlandske gæster) og alt er tabt. Min ære. Min selvtillid. Og en lille bitte smule af min selvrespekt. Så er det at denne lille irriterende mandsling igen hopper op på min skulder og som sædvanlig begynder sin utrættelige skrigen\" Hvorfor holdte du ikke bare mund, hvorfor smilte du ikke bare overbærende og gik, hvorfor, hvorfor, hvorfordit og hvorfordat\". \"DET ER FOR SENT NU!!!DIN PONG\", vælger jeg intellektuelt at svare.

og hele dagen forsøger jeg at genskabe det fortabte, men det er for sent i dag. Jeg er stemplet. Alligevel bliver accepten for hvordan jeg er, større og mere vedblivende, fordi som endnu eet af mine blytunge argumenter er: \" Der er forskel på at være naiv og dum\".

TA´DEN.