SGU OG FANDEN……AHHHHH…..IHHHHH……ÅH!!!

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg stille op med alle mine tanker og følelser. Jeg brager op som et tordenvejr og kan snappe ud af et ellers stabilt og godt humør konstant!
Det er frygteligt…

At være en uterlig lille unge, er det SIDSTE jeg ønsker at være men FOR GODS SAKE, KAN I IKKE BARE KOMME AFSTED???

Tiden frem til deres afsejling er ikke til at klare. Jeg burde være glad og STOLT over at min mor vil ud i verdenen og at hun har en dejlig mand til at passe på hende. Jeg burde se en stående mulighed for at tage vare på mit eget liv, tage affære, komme op af det sorte hul og griiiiiiiibe chancen til at forme MIT liv som JEG gerne vil have det skal være.

Måske er det præcis også det jeg gør…ser mulighederne og de positive ting ved at ”min moar forlader mig til fordel for den store fagre verden”. Jeg kan bare ikke komme videre og slet ikke i gang før de er rejst. Denne lede ventetid er bare…ADRRR…for meget. At de ikke har holdt den deadline de satte sig for, gør det næsten ubærligt.

Man kan jo ikke presse på. Det hjælper ikke at skynde på dem. Selv om det eneste jeg virkelig har lyst til, er at kaste mig savlende ned på knæ når de igen plusser flere dage på og skrige ”ER I KLAR OVER HVAD DET HER GØR VED MIG???”…ja så gør jeg det ikke. I stilhed sliber jeg lidt hurtigere, lakerer lidt mere og sørger ellers for at knokle så meget som overhoved muligt.

”Far” bliver spids i tonen når jeg lige så stille spørger hvordan tidshorisonten nu er. ”Det tager jo den tid det tager. Vi sejler når båden er KLAR!”. Jo det er jo ganske logisk og det forstå jeg også godt. Men at han sætter en vis ”mine” op overfor mig, giver mig kun lyst til at slå et eller andet, hmm feks knalde ham ÉN på kassen eller…ja kaste mig savlende ned på knæ!
”DU SKAL KRÆFT EDME IKKE SNERRE AF MIG KAMMERAT! ER DU KLAR OVER AT DER MÅSKE ER NOGLE SOM KOMMER TIL AT SAVNE JER NOGET SÅ FRYGTELIGT?”


Hold da op hvor jeg taler med store bogstaver…inde i mit hoved!

Vejret og lyden af pladder-våde gader har ikke løftet mit humør synderligt i dag. Jeg har ikke sovet nok ovenpå den lidt hektiske weekend. Derfor bliver jeg her i mit stille hjem i dag, ruller mine gardiner ned og vil lumre mig ind i min bog under dynen.

Skål skipper…grrr!