Det syder indvendig!!! Et kæmpe raseri møver sig rundt indeni mig og jeg aner ikke hvordan faen jeg skal få afløb.
Jeg har overvejet at hoppe i løbetøjet og spurte af sted til jeg falder om, men den lede dovenskab holder mig her med min bitterhed og min kaffe.

Jeg hat fået afslag på det kursus jeg har søgt om. Det er bare efterhånden så tåbeligt det her og det udvikler sig sgu snart ud, i det latterlige.
Da kurset blev ”fremlagt” var modtagelsen absolut positiv. Det var næsten rørende, så stor forståelse og enighed jeg blev mødt med. Som en tam og spindende kat, havde fru sagsbehandler absolut INTET at indvende eller andet på hjertet som skulle tale mod, at dette kursus blev bevilliget.
Måske er jeg en smule…langsom? Dum? Måske endda FATSVAG??? Jeg mener, havde der været den mindste smule modstand mener jeg at jeg havde kunne opfange den, MEN DET VAR DER IKKE! Tværtimod. Som sagt, overraskede hendes velvillighed mig endda.
Men hun må lide af et eller andet ”over-telefonen-kan-jeg-ikke-sige-nej”- kompleks og derimod have et ”per-brev-kan-jeg-gemme-mig-bag-paragraffer-og-være-modbydelig”-kompleks. Eller også…missede jeg et ”nej” mellem ”selvfølgelig’erne”!

Hvad en i helvede skal jeg stille op herfra?
På mandag må jeg prøve at få kontakt med mit ”talerør” på klinikken. Jeg ved at hendes overraskelse vil være mindst lige så stor som min er lige nu.

Hvor er dette egentlig paradokst! Jeg sidder og er parat til at smøre ærmerne op og gå i blod-kamp for at blive ”re-socialiseret”, selvom det er det selv samme jeg frygter så meget. Og denne frygt…TIGGER nu om at blive kælet og blive plejet. Den TIGGER om at få lov at dreje nøglen og begynde at bygge mur igen. Den overbeviser mig om, hvor meget mere RART det ville være at rykke lidt tilbage, holde lidt igen og bare forsvinde ind i det hul hvor jeg har søgt tilflugt så mange gange. ÆRLIGT, det er det eneste jeg kan tænke lige nu og det eneste som rummer bare en snert af behagelighed.

Det har været en lang kamp, siden jeg trådte ind i det her system og jeg orker snart ikke mere. Det gør jeg virkelig ikke. Jeg kan ikke have det inde i mit hoved. Det skal rumme så meget BULLSHIT hver eneste dag. JA FOR HELVEDE det er sikkert selvforskyldt og kommer mest fra mig selv. Jeg må jo gøre mig fortjent til min ulidelige diagnose ikke sandt?!

Ååååårrrhhh op i røven – rent ud sagt!