Nu er der gået over en uge, siden jeg blev anklaget for tyveri - men jeg kan mærke det stadig sidder i mig.

For første gang siden jeg begyndte på det nye arbejde, får jeg ondt i maven over der snart begynder en ny uge!

I fredags var der en rigtig lækker fyr inde i butikken, som jeg betjente med blinkende øjne og søde smil. Da han skulle betale - kunne jeg se i hans pung han var cevil betjent - og det var som om jeg fik stød hele vejen gennem kroppen. Tænkte straks "De har fået ham til at tjekke om jeg tager penge!"

Jeg burde da ikke skulle have det sådan, over noget jeg ikke har gjort..!

Måske kunne jeg komme videre, hvis min chef ville lade det ligge. Men hun nævner det HVER dag.
I fredags sagde hun "Min mand drømte i nat hvad der var sket med pengene... Du havde bare givet forkert tilbage fordi der var travlt.."
(Hør nu her! Der er alrså stadig en mulighed for det ikke er MIN fejl!)

Hun prøver også hele tiden at forklæde det med humor. Sige ting "for sjov". Men selvfølgelig mener hun det...

"Nu går jeg lige op og laver noget papirarbejde. Kan du godt stå hernede alene uden at lave ulykker... hahahihi"
(Grr - Du har slet ikke SET mig lave ulykker endnu!)

Samtidig prøver hun at spille veninde-agtig, og jeg får virkelig kvalme af det.

"Hvis der er nogle der ikke er ordentlig ved dig, skal du bare sige det til mig. Så skal jeg nok ordne dem. Og det gælder også snotfjæs og Mette!"

Mette er faktisk et gigant lyspunkt på arbejdspladsen. (Please please, lad ikke også hende forvandle sig til en møg so)

Hun er både sød og sjov, og er den eneste der oprigtigt lytter til de ting jeg fortæller - husker dem - og spørger ind til dem.
Da jeg fortalte at jeg var nervøs for at møde Thomas´mor, sagde hun " Ej det skal du ikke være! Du er så sød - det skal nok gå!"

Mon hun også går og tænker på om jeg har stjålet...?

Må faktisk hellere benytte lejligheden til at sige at jeg blev rigtig rigtig glad for alle de kommentare jeg har fået ang tyveriet! De hjalp meget mere end I tror!

Nå, vil tilbage til min bog, og mentalt lade som om det er fredag...

- Rikke