Har ikke hørt fra kokken endnu, og føler mig som et fjols når jeg får julelys i øjnene, og farer hen til min telefon når den ringer.
For endnu har det ikke været ham...
(RING NU FOR HELVEDE!)

Snakkede med min nye veninde(?) Nikki om det. (Hun arbejder i den butik jeg køber alt mit tøj i - og nu er vi pludselig blevet helt veninde-agtigt på den der afstandsagtige måde)

Hun troede ikke jeg havde grund til at være nervøs. En fyr på 29, ville være voksen nok til at SIGE det, hvis han ikke gad mere.
Og hun kendte selv det med at have brug for tid til sig selv.

Mette fra arbejdet, mente han nok bare havde haft en øv-dag, og derfor havde virket så fjern. At alt ville være ved det gamle næste gang vi sås.

Min søster fik hele historien, og den tøs er fandme så god at tale med!
"Du kan ikke forvente han gider pynte juletræ som vi piger vil. Vi vil hygge om det, de vil bare have det overstået.
Og han kommer aldrig til at forstå hvorfor du blev lidt skuffet over den manglende risalamande. Det er kun hun-køn der bliver skuffede hvis ikke alt går som man havde planlagt i sit hovede.
Men han viker lidt hård! Lige som far...! Måske er han for hård til dig? Han kan i hvert fald hurtigt såre dig!"

So true...

Nå, men vil ikke tænke på ham mere.. (Hmm, ja klart!)

Tror jeg er blødet så meget op i hard core facaden at jeg ringer til ham i morgen... (Hans nummer er vel til at finde på nettet?)

------------------
22.30

Oh-no! Har lige ringet til ham.. Og han tager ikke telefonen. Dårligt tegn! Rigtig dårligt tegn!
Ej Rikke, ro på. Den mand er for meget kontant til at lade det slutte i tavshed... ik?