Her sidder jeg og skriver dagbog på et tidspunkt hvor jeg under normale omstændigheder lige burde være kommet hjem fra arbejde.
Men nej... Jeg har nemlig ikke været på arbejde idag... Desværre.
Har migræne. Til en forandring - må jeg jo hellere lige indskyde...
Er åbenbart begyndt at få det mere hyppigt end jeg plejer og mine piller til 100kr pr stk virker keine...
I øjeblikket ihvertfald. Og lige denne gang virker mit geniale trick med saltlakrids heller ikke en fis.

Har haft migræne siden søndag middag efter vi havde været ude og kigge på huse. Og jeg havde jo de helt store planer om aftenen.
Mit afstandscrush skulle optræde inde i byen og jeg havde endelig fået overtalt (okay okay - tvunget så) min søster til at tage med.
Men da jeg en time før afgang stadig lå og hang på sofaen og ønskede at jeg bare kunne dø i stedet for den ulidelige smerte - gav det lidt sig selv at jeg ikke skulle nogle steder.
Jeg kunne måske godt have slæbt mig derind hvis jeg virkelig virkelig ville... Men helt ærligt. Det indgik ikke ligefrem i mine drømme om det perfekte første møde at jeg lignede udskidt æblegrød kastet op af en væg.
Og når man føler sig som lort - så ligner man som regel også lort.
Med andre ord, jeg følte mig ikke ligefrem opsat på at det var sådan han skulle se og huske mig... :-/
Selv om jeg virkelig virkelig virkelig havde glædet mig...
Havde brugt dage på at finde tøj, makeup og frisure... Men nej. Selvfølgelig kunne jeg havde sagt mig selv at det ikke ville gå sådan.
Story of my life... Sådan er det åbenbart.
Måske havde det heller ikke været så gennemtænkt at jeg kørte derind når bare tanken om en bil fik mig til at kaste op. Det var et helvede at køre i en time da vi havde kigget på de huse. Måtte sidde med hovedet ud af vinduet på bilen på motorvejen som en anden hund for ikke at kaste op. Suk!

Men det allermest typiske ved det hele er at alt det her selvfølgelig sker lige efter at han ENDELIG har vist interesse! Og efter at jeg endelig får noget positiv feedback fra ham...
Troede måske han synes jeg var... Hmm... overdrevet måske. Stalker agtig...? (Ej okay - lyder som om jeg har opsøgt ham på hans adresse og alt muligt... Det har jeg dog ikke... Endnu... Haha) Men troede bare han synes jeg var irriterende... Men nu viser det sig så at det har han ikke. Måske tværtimod... Suk.
Kan jeg leve gennem brevene?
Måske er det i virkeligheden bedst hvis jeg aldrig møder ham "in person"?

Men nu må den lede migræne godt snart fucke af så jeg kan begynde at føle mig som et almindeligt menneske igen... (Hmm igen?)