Livet mister i små øjeblikke sin mening. Og i små øjeblikke kommer den frem. Spekulerer. Er jeg buddhist? Eller lader jeg bare som om, tror jeg virkeligt ikke på at der er en gud deroppe? For det har jeg gjort. Der skete ingenting der gjorde mig vred, eller ked af det. Der skete mirakler, da jeg bedte. Det hele blev bedre. Da jeg begyndte at tro på gud. Men som tiden den bare er gået er troen vel også forsvundet. Men er jeg virkelig sikker på at det er det her jeg tror på? Tør jeg virkelig melde mig ud af den danske folkekirke? Venter lidt til jeg er sikker. Men gad vide om jeg nogensinde bliver det.
For miraklet dengang... det var overvældene for en som mig der ikke troede på noget, men blev nødt til det for at holde mig selv oppe. Min bedstemor. Har aldrig fortalt nogen om det. Er ikke sikker på at jeg nogensinde kommer til at sige de ord højt. Men nogen reddede hende, NOGET reddede hende. Det er ved at være 4-5år siden. Da hun blev voldsomt syg. Da jeg dag efter dag var sikker på at det var hendes sidste. Hun var så svag, hendes lunger og hendes krop var helt ødelagt. Hun kunne ingen steder gå, kun et par meter ad gangen, uden hun var ved at dratte om ad forpustelse. Lægerne viste ikke hvad det var, kunne ingenting gøre. Jeg var så skide bange dengang. Kunne ikke klare at miste hende, ikke på daværende tidspunkt, og heller ikke nu. Kunne ikke holde til at tage med ud på hospitalet og besøge hende. Kunne ikke klare at se min mor græde, og høre om hendes sikkert snart sidste dag. Om at hun blev ved med at få det værre og værre. Græd tit, når jeg var alene, for det hele skete jo. Hun døde stille og roligt for øjnene ad mig. En dag på vej ud til sygehuset, sad jeg der i bilen og tænkte over hvad jeg kunne gøre. Ville IKKE miste. ikke hende, ikke der, ikke i den tilstand. Fordi jeg ikke turde sige farvel. Var ikke gammel nok til at kunne sige farvel. Ikke klar til at miste en bedsteforældre mere. Men hvad fanden gør man, når der ikke er noget medicin der virker. Ingenting der er rigtig. Jeg valgte at tro. At bede. Så det gjorde jeg, på vej ud til hospitalet. Indgik en aftale med gud, hvis jeg kunne lade være med en dårlig vane jeg havde, så lod han hende leve. Hvis jeg brød vores løfte, ville gud ikke lade hende leve. Sådan var det. Sådan var reglen. Overholdt aftalen. Og han også. Min bedstemor blev rask. En ny slags medicin kom på gaden, og den duede. Det var det hun havde brug for. Lige den medicin, der aldrig før havde eksisteret. Hun blev rask. Virkelig rask og frisk. Er hun stadig. Lever på bedste vis, som en i hendes alder kan. Hun klarer det utrolig godt, og er en utrolig smuk person. Indeni og udenpå.

Om jeg skal takke gud, eller den medicinelle verden ved jeg ikke. Ved kun at det var et mirakel. At lidelse kan kurreres når man erkender den. Vil aldrig nogensinde turde bryde det løfte som jeg indgik. Hvis jeg gjorde, og hun så døede snart efter, ville jeg nok give mig selv skylden.

Det er den eneste grund til jeg ikke tør hengive mig fuldt ud til buddhismen. Der er ingen gud. Det er en ateistisk religion, kan man vel sige. Hvis gud findes, må han føle sig fornærmet over ateister. Vil ikke fornærme gud hvis han findes. Hvis der er noget større derude.