Så er det påskedag. Mon påskemorgenbordet selv dækker op, eller kan jeg høre gemalen er gået i køkkenregionerne. Nej, jeg tror, at han sover endnu. Han er lidt skidt med grim hoste og træthed, og han vil søge læge efter påske. Jeg skranter også lidt, men jeg slår mig til tåls med, at det hører med til Parkinson sygdommen, som jeg er ramt af. Min læge siger at jeg er en samler.

Det slår mig, at jeg faktisk kører på 10. år her på Fyldepennen. Jeg har oplevet så mange gode ting her, og jeg har lært så mange søde mennesker at kende herinde. Nogle er blandt mine bedste venner, og andre er gode bekendte. Jeg har nogle af mine venner herindefra på FB. og andre svirrer forbi i tankerne. Tiden er går og vi ser fremad, og ikke bagud.

Jeg blev af kommunen visiteret til at have en hjemmestøtte. Hun kom 2 gange om ugen, for at hjælpe mig i gang med at strukturere min hverdag, men det gik ikke helt i længden. Jeg kunne ikke have, at hun skulle gå og glo på at jeg støvsugede eller at jeg gjorde andre ting, så det blev mest fornuftig snak og en del vrøvlen istedet. Hele tiden blev der skåret minutter og timer fra, og til sidst aftalte vi, at jeg henvender mig, når jeg har brug for hende..I og med at jeg fik hjemmestøtte, fik jeg også tilbud om at komme med i en klub for senhjerneskadede, og det er nær noget af det bedste, som jeg har fået tilbuft.

Vi har klubaften hver onsdag, hvor vi har to pædagoger til støtte. Klubben er en social klub, og vi hygger os fremdeles. Vi har på skift maddag, hvor vi bestemmer menuen, køber ind for egen regning, og sætter de andre i sving. Det fungerer fint og vi får nogle gode madstunder derinde. Vi betaler alt selv, og vore pædagoger betaler vi også for, og alligevel vil kommunen sætte en stopper for, at vi må arrangere ture til udlandet. Det er noget underligt noget, og det får de ikke lov til at bestemme.

For to år siden var vi fem dage i Rom, og det står for mig som en gigantisk oplevelse at komme derned og opleve den hellige stad. En storby, der syder og koger døgnet rundt. Takket være klubben fik jeg sådan en oplevelse, for Carlo får jeg ikke med til udlandet. Han er en hjemmefødning, der er mest tryg, når han kan se den hjemmelige bysskilt. Der er nu også skønt lige her midt i smørklatten. Sidste år var klubben en uge på Bornholm, og i år er vi så småt begyndt at arrangere en ny tur. Så går det igen syd på ned til Gardasøen i Italien.

Det er fantastisk at være 54 år og være midt i en kronisk sygdom og så komme ud at opleve en masse. Jeg er med i bestyrelsen for Hjerneskadeforeningens Esbjerg afdeling, og en uge i juni er jeg inviteret med på en uges ferieophold ved Hou. Det glæder jeg mig til. Jeg fortæller gerne min neurolog, hvad jeg går og laver. og han siger hver gang "Du har ikke hjerneskade". Det ved jeg godt, men jeger glad for at blande mig der alligevel, selvom det er formanden og kassereren, der fører ordet. Hihi.

Nåh nu må morgenmaden da snart stå på bordet. Frisklavet kaffe, juice, rundtykker blødkogte æg, en god ost og lidt frugt. Nu venter jeg bare, at Carlo råber "Værsgo" op ad trappen til mig.

Jeg ønsker alle mine læsere en vidunderlig god, rar og oplevelsesrig påskedag.

Hyggehejsa fra en drømmende, forventningsfuld Nellemor.