I dag er det vor bryllupsdag. 4 år har min mand og jeg været gift. Endeligt gik han med til at blive gift, efter at vi havde boet sammen i 18 år.
Og hvorfor giftede vi os så - efter at det havde fungeret så godt med et samliv så mange år? Ja, jeg ville gerne giftes, først og fremmest fordi min mand og jeg elsker hinanden. En god, solid fasttømret kærlighed. I virkeligheden har vi jo snart nået sølvbryllupsalderen. For det andet ville jeg gerne have, at vi sikrede hinanden, hvis en´ af os skulle dø. Det er noget nemmere - rent juridisk - at komme videre, når der er en vielsesattest.

Min mand var gift før, han mødte mig. Hans holdninger gennem årene har været - en´ gang gift, aldrig mere gift. Jeg syntes at det var noget pjat, at tænke sådan. Hvorfor skulle det gå ud over mig - jeg ville jo gerne giftes. Det har jeg villet, lige siden vi blev kærester for 23 år siden.
Den anden holdning var, blev vi først gift - ja så gik der ikke lang tid, før vi skulle skilles igen. Det kom heldigvis ikke til at holde stik. Nu er der immervæk gået 4 år.

Fire år - det er ikke til at forstå. Dagen, hvor vi blev gift, skulle bare foregå stille og rolig. Vi blev viet på Det gamle Rådhus i Ribe. Selve handlingen var så smuk og højtideligt og giftefogeden holdt en rigtig fin tale til os.

Vi havde holdt brylluppet hemmeligt, men på arbejdet havde jeg bedt om en tjenestefri dag. En kollega er veninde til min nabo, så hun havde stille ladet sive nyheden. Da vi kom ud fra rådhuset - nygifte - blev vi mødt af nogle naboer, som stod parat til at kaste med ris. Og da vi kom hjem, var der pyntet med ranke om døren og det væltede ind med blomster og stor rykind af naboer. En vidunderlig og god oplevelse. Jo, det er en dag, som står meget smuk for os. Den blev til meget mere, end vi havde forventet. Det er jo herligt med gode naboer, der vil hygge om os, når der finder sådan begivenhed sted.

Fire år er gået. De er gået rask og i det daglige er der ingen af os, der sådan går og tænker på at vi er gift - udover den glatte ring på min højre ringfinger. Den fik jeg dagen før brylluppet.
Det var, hvad vi valgte - jeg valgte og som min mand under lettere pres også kom til at vælge. *S*
Jeg ved ikke om jeg får blomster - men jeg tror det. Jeg mindede ihvertfald manden på, at vi har den 8. maj i dag. Nå, spøg til side.

Jeg må i gang med at lave noget, inden jeg skal køre vor datter Anne til frisør. Anne kan næsten ikke vente til på søndag. Jeg - derimod - synes det er dejligt, at der er 3 dage endnu. Der er stadig lidt hængepartier.

Nå, jeg vil i gang med dagens dont. Det skal jo udføres - bryllupsdag eller ej.

Til mine læsere - ha´ en god dag og pas på jer selv.

Gode tanker og varme knus fra Nellemor