Jeg vil kalde dagen i dag...for en GOD DAG.

Terapi kan gøre underværker for dem som er parat til det. Det er jeg omsider.

Det er en fantastisk fornemmelse at føle sig "hjulpet". Det at få råd til hvordan man klarer et reelt problem.

Tilgangen til psyken og følelserne kan ofte være svært, snørklet og pisse uigennemskuelig! Skal man - til sammenligning - have installeret en software på sin computer, køber et fysisk produkt som man, sammen med nedskrevne instrukser, så går hjem og fikser...ja så sidder man med en øjensynlig LØSNING i hænderne. Man kan se det virke og man har ikke de problemer som man tidligere var frustreret over.

Det er sjældent så ligetil med de problemer man render rundt med inden i "bolden".

Da jeg kom ind på hendes kontor, følte jeg allermest lyst til at lave en "Jack Nicholson - As Good As It Get's" og kaste mig ned på gulvet..."HELP!". Jeg kunne bare ikke klare det mere. Alle de tanker der kværnede rundt i mit hoved, havde holdt mig vågen flere nætter i træk og havde raseret alle dagtimerne. Min vekslen i mellem at have lyst til at kaste noget tungt og skarpt i hovedet på L til at føle mig alene, lille og såret, gjorde mig så forvirret.

Vi talte, hun talte, jeg talte, hun refererede...jeg lyttede og jeg opdagede!

Hvor provokerende det end kan virke, at skulle gennemgå en krise med åbne øjne så man kan lære og blive bevidst, så ER det noget jeg må gøre. Jeg kunne snildt dvæle ned i knæ og føle mig forpustet og lemlæstet af mine tanker og følelser, men jeg kan også opdage grunden til at jeg er hvor jeg er lige nu.

Jeg følte styrke da jeg cyklede derfra. Faktisk er det underligt; Ingen af mine fysiske rammer har ændret sig. Jeg har ingen bolig fået, ej heller nogen udsigt dertil...min situation er stadig den samme. Alligevel havde jeg det anderledes. Jeg havde fået vendt måden at se det hele på.

Pludselig følte jeg den følelse jeg troede min krop havde landsforvist; Glæde! Glæde over alt det som VIL komme og alt det som VIL ske. Tanker om hvordan livet kan blive...hvordan JEG kan forme det til at blive og lettelsen ved at komme væk fra denne tunge cirkel. Jeg følte mig kontrolleret og mærkede at jeg jo HAR ret og lov til at vælge mit liv.

Hmmm, Emil var dog møgsur da jeg hentede ham. Han var blevet vækket og i stedet for sin normale 2-3 timers middagslur, havde han kun sovet 45 minutter. Han lavede drama på hvert trappetrin ned fra vuggestuen og mestrede en uknækkelig bue med sin krop da jeg skulle spænde ham i cyklen. Hjemme blev det bare endnu værre og jeg måtte til sidst erkende at drengen bare trængte til at SOVE. Klokken halv syv snorkede han fra sin seng.

Det gav mig hovedpine. Alligevel kan jeg sige det har været...en god dag :-)