Jeg tager tit mig selv i ikke at ville overlade noget til andre, fordi jeg simpelthen ikke tror de kan finde ud af at gøre det godt nok...
Lidt overlegent måske...
Så jeg overbeviser mig selv om, at det er noget vrøvl, og andre vel er lige så gode som jeg (kan ik rigtig tage den måde det her lyder på, jeg er altså ikke så selvglad som jeg lyder - tror jeg). Men alligevel, ikke så snart er noget ude af mine hænder, før jeg synes det er i kaos, og desværre højst sandsynligt for sent at ændre (sådan en oplevelse havde jeg i dag). Jeg anede ikke, at ham den anden, havde tænkt sig at ordne det, og det var i og for sig sødt nok af ham, men... Nu er det bare helt forkert, og selvom jeg intet havde med det at gøre sidder jeg her og får dårlig samvittighed... Alt for åndsvagt!
Men jeg har taget en beslutning, hvis det ikke kan ændres. Føler mig overbevist om at jeg kommer til at fortryde det, men... Jeg ville nok fortryde det endnu mere, hvis jeg ikke gjorde det...
Nok om det!

ok... har vist ikke så meget andet at skrive lige nu... det fylder en del, og speciel på dette tidspunkt af døgnet, for nu kan jeg slet ikke gøre noget som helst... Hm...

"Hvis blot jeg kunne leve på et sted, der er tæt på vanvid.
Hvor alting er som det var i min barndom.
Voldeligt, livligt og med uanede muligheder."
(Husker ikke hvem der har sagt/skrevet det)

Knus Machula

__________________________________
14. januar 2008 kl 23:00

Ja altså, året forinden, havde vi været inde og se "Ringenes Herre" os fra det sædvanlige slæng:
Susanne, Camilla, Annette, mig. Og Henrik, Daniel, Ronnie og Bo.
8 stk.
Vi havde planer om at gentage succesen.
Pludselig ringer Henrik til Daniel og siger han har skaffet billetter til 'Ringenes Herre III' 7 stk. Susanne, Annette, Camilla Henrik og jeg har alle gået i samme gymnasieklasse, Ronnie og Daniel har hæftet sig på ved at være kærester (Daniel og Henrik har i øvrigt gået i klasse sammen i folkeskolen), så Henrik havde glemt Bo. Det havde han været meget ked af at komme i tanker om, da Daniel mindede ham om det.
Michala kunne ikke bære at den kære allerdejligste og følsomme Bo, skulle tro han var glemt. Så jeg besluttede, at han aldrig skulle få lov at opdage hvad der var sket. Den nye historie skulle altså lyde, at jeg var nødt til at blive hjemme med børnene, fordi vi ikke kunne få dem passet. Bo kunne så få min billet, og alle ville være glade. Undtagen mig der sad derhjemme og ikke var med :(
Sådan var planen så et par uger, indtil Daniel melder ud, at han vil skaffe nogle nye billetter til os og nogle andre, han kendte der også gerne ville med ind og se den. Så nu skulle vi ind og se LOTR-maraton i den lokale biograf, Daniel, mig, Bo, Laus (min søsters kæreste) og Rasmus (en af Daniel og Bos bekendte, gennem for mig uvisse veje, han var nu blevet stamkunde på Daniel café).
Fin plan, selvom det var trist at mangle alle de andre slæng-medlemmer.
Og så melder Bo pludselig ud at han har tænkt sig at se den med hans far i stedet, så hvis der er en anden der vil have hans billet er det fint. WHAT!?!?
De skulle heldigvis også se den i den lokale biograf, så helt spildt var det ikke. Vi taltes da ved i pauserne... Meeen ;)
Alt det her skete naturligvs over længere tid, her er problemet jo først lige introduceret, men tror ikke det bliver relevant at nævne på andre tidspunkter...