Onsdag den 10. december 2008 Mani er død

Det er forfærdeligt. Jeg kan ikke forstå. Min lille søde kat Mani er død. Min lille røde baby kat, kun to år. Det startede som det plejer om morgenen. Jeg var vågen, og Mani havde som de sidste år, ligget i min arm og sovet. Han hoppede op på bordet, da Steffi (hunden) kom for at sige godmorgen. Mani gik ned under sengen, men kom så løbende ud efter Elvis (den anden kat) for at lege, men med et gav han næsten et skrig for sig, og så faldt han om. Han kunne ikke gå, og hev efter vejret. Det lød forfærdeligt han peb og skreg nærmest. Jeg skyndte mig op, fik Steffi lukket ind på det andet værelse og ringede til Else (min søster), hun kom op med det samme. Hun gik hen til Mani. Han lå stadig og ”skreg”. Hun prøvede at ville røre ham på ryggen, men det må have gjort forfærdelig ondt, for han skreg igen. Jeg ringede til dyrlægen, der bad mig komme med ham så hurtig jeg kunne.

Der gik knapt en halv time, så kom de og jeg snakkede og snakkede med chaufføren for ikke at tænke og lytte til de forfærdelig skrig i kassen. Dyrlægen var klar til at tage i mod ham, da vi kom. Hun tog ham forsigtig ud af kassen og sagde med det samme, jeg har en mistanke. Så mærkede hun ham på poterne, de var iskolde. Han begyndte at tømme sig. Han kunne ikke stå op. Hun lyttede til ham, så sagde hun til mig, at han havde fået en blodprop i bagkroppen, han vil altid være lam, og havde nok også fået hjernskade, hun ville allerhelst have lov til at aflive ham med det samme for han led så forfærdelig og ville aldrig blive en rigtig kat igen, selvom vi prøvede. Jeg var ikke i tvivl. Mani gik i krampe, og hans ”skrig” lød, jeg følte han bad mig give ham fred, så jeg sagde gør noget, bare gør det, og græd. Dyrlægen råbte til sin kollega om at komme med noget medicin til at aflive kat med nu. Det gik stærkt, den anden løb, og hun fik give ham en sprøjte, og så gik der ikke så længe så sov han. Nu kunne jeg røre ved ham. Jeg stod og holdt ham, med tårnene løbende ned af kinderne, medens han fik den sidste sprøjte og fik ro. Jeg stod og nussede og snakke med ham. Så var det forbi. Min elskede lille kat Mani var død. Jeg fattede det ikke. Jeg ventede en time på Falck for at blive kørt hjem.

Hjemme stillede vi ham over i laden, til han skal begraves. Da jeg efter en meget forsinket morgenmad, hentede Steffi og gik op til Elvis, og sad her alene med dem brød jeg sammen. Med et gik det op for mig at min Mani aldrig ville komme tilbage. Jeg satte mig over i min lænestol med Elvis og Steffi kom også hen til mig. Med armen om de to brød jeg grædende sammen og hulkede. Han kommer aldrig mere tilbage. Og jeg græder stadig og gruer for natten der er på vej, for hvordan skal jeg sove. Siden jeg for knapt 2 år siden fik Mani over til mig, har han sovet i min arm.

Jeg savner min elskede lille Mani og forstår stadig ikke helt han ikke kommer igen. Det gør Elvis heller ikke. Han er 4 år og har mistet så mange af dem han har knyttet sig til. Først min mand, så hans katte kammerat Klein, der blev kørt ihjel. Så min gamle hund Pippi, der døde af kræft, så de 2 gårdkatte der flyttede ind til mig da Erling døde. Karl Junior og Benji, og nu lille Mani. Elvis leder efter ham og det samme gør Steffi. Men han kommer aldrig mere igen. Sov sødt min elskede lille Mani.