Det er vist næsten som en lang fortsat historie, med en masse kapitler, der ligner hinanden til forveksling, og hvor man næsten ikke kan holde ud at blive ved med at vente på slutningen ..!

Det startede på zoneterapiskolen for næsten 5 år siden nu – ja, jeg fik bare en lille bitte én, sikkert ved at dele håndklæde med min veninde.

MEN, vi lærte jo om, at kroppens immunforsvar sagtens selv kan bekæmpe skidtet, sikkert i løbet af et års tid. Godt SÅ – vi ventede begge to på, at det skulle ske..!
Af og til snakkede vi om, at det var da mærkeligt, at de bare blev ved med at være der.

1 år gik – 2 år, 3 og 4 – de var der stadigvæk, bare større og større..!!

FODVORTER – altså..!

Min veninde gik for ca. et år siden til en fodspecialist, og hendes er nu borte, og har været det nogle måneder.
JEG gik til min egen læge på samme tid – i starten af april måned 2004 - og påbegyndte behandling hos ham. Dvs at i 10 måneder, har jeg nu været hos lægen hver anden uge for at få frosset fodvorterne, og jeg har selv smurt og skrabet, smurt og skrabet ind imellem lægebesøgene, og de er der bare STADIGVÆK.. – ja har faktisk bredt sig fra bare en enkelt i starten af behandlingen til, at jeg nu har hele 5 pænt fordelt på foden !! :O(((

I dag sidder jeg her jo så bare igen efter lægebesøget med en fod, hvor det svier, støder, stikker, skær ( og hvad jeg ellers kan finde på af dækkende ord) og gør pokkers ondt..! Man skulle jo synes, at jeg snart har vænnet mig til det efter sådan ca. 20 behandlinger – men nej, jeg synes faktisk, det er lige forfærdeligt hver eneste gang. Det varer i et par timer, så fordufter smerten igen stille og roligt, så jeg igen kan gi’ mig til at smøre Verucid Liniment på og skrabe af igen, igen..!

Hvis ikke snart, der kommer en alvorlig positiv ændring, må jeg vist opsøge min venindes specialist i stedet. Måske kan jeg så få det afsluttende kapitel på den snart 5 år lange historie..!

Hmmm – jeg tænkte bare, at det måske kunne hjælpe lidt at beklage sig her – men så skulle jeg måske ha’ lagt det i brokkassen i stedet :O)

Nå, jeg vil humpe ud i mit køkken og gi’ mig til at bage en stor portion boller.
Peter og jeg taget til Nordjylland i den kommende weekend for at fejre fødselsdag for hans 16-årige datter, så det vil jeg gi’ mig til at forberede.

Det handler jo altså også om, hvor jeg gider at ha’ min opmærksomhed, ikke ?
Jeg kan jo blive ved med at sidde og beklage mig over min fod og være træls – men det synes jeg ikke er sjovt, så hellere få fingrene i et dejgfad..!


Ønsker jer en god dag derude…
Kærligst Wildrose