Jeg har altid på mit eget hemmelige sted, misundt de mennesker, som kan tro på noget uden vaklen. Eller ihvertfald se ud som de gør!!
Men jeg mærker altid min egen tro, som jeg endnu ikke har defineret, blive lidt stærkere, når jeg enten ser en film eller en dokumentar om emnet.
I går satte jeg så een af mine yndlingsfilm på " Dogma", som egentlig bar er en humoristisk film, men som alligevel saætter nogle følelser igang uden jeg vil det.
Jeg blev som et lille barn, som gerne ville have opmærksomheden fra sin "store far" (eller mor *SS*)
Men efter et par minutter hvor jeg havde overgivet mig til troen, så blev den fejet let og elegant væk af tvivlen igen, som den altid gør.
Hvor er det den tvivl kommer fra?
Hvorfor kan jeg ikke bare blive i troen, uden at jeg skal ødelægge det for mig selv.
Det er lettere for mig at tro på noget alternativt, end på Gud, men det er jo ligeså flydende, som ham.
Han er jo også noget alternativt.
Er han ikke?
Måske tror jeg på ham alligevel, selvom jeg ikke ved det, måske vil jeg bare ikke give mig lov til det og grunden til det, kan jeg ikke regne ud, om jeg så havde den største lommeregner i verden!!!
Men hvem siger at livet absolut bliver lettere at håndtere, bare fordi man konverterer til absolut tro!?
Garantier!
Det er det jeg eftersøger, selvom det er en utopi.
Men hvorfor søger jeg så efter dem, skønt jeg ved at det er en utopi?
der vil altid være flere spørgsmål end svar og det irriterer mig også.
At jeg skal lide under mine forfædres tro, uden egentlig at skulle have noget at sige. At mine tilgang til tro ikke er et blankt stykke papir, hvorpå jeg selv kan udfylde det som JEG tror på.
Ville jeg tro, hvis jeg fik muligheden for at rejse tilbage og opsøge de famøse personer biblen skrev om, eller ville jeg bare få bekræftet det tvivlen fortæller mig. Og hvad så hvis jeg fandt ud af at de var rigtige, men bare almindelige mennesker, som bare var blevet ophøjet af andre mennesker?
At der var blevet smurt tykt på i beskrivelserne af dem i biblen.
og ville det ændre noget+
Ja, hvis det viste sig at det hele var rigtig og korrekt beskrevet, så ville jeg nok, fordi så havde jeg fået min garanti.
Men hvorfor eftersøge den garanti, når jeg godt ved at jeg aldrig får den?
Tidsmaskinen bliver nok ikke opfundet i min tidsregning!!!
Eller foregår det hele oppe i mit hoved (og andres), men hvor adskiller min hjerne fra andres hjerner, som tror. er det min opdragelse? Er det de erfaringer jeg har haft kontra deres erfaringer, fordi i bund og grund ligner vi jo hinanden?
Jeg prøver noglegange, når jeg er alene, at være åben for "andre væsener" eller ham, men der sker ikke noget og jeg er også bange for at der virkelig SKER noget!!
Fordi hvad nu hvis der pludselig gjorde?
Hvordan ville mit liv SÅ se ud? det kan man jo ikke ignorere.
Min tvivl fortæller mig at det hele er menneskeskabt, fordi vi mennesker hele tiden stiller spørgsmål ved alt og ikke kan acceptere at noget sker uden grund.
Og hvorfor er det altid kun i sorgen at de fleste af os pludslig kan mærke "noget"? Hvorfor ikke når vi er forelskede eller bare lykkelige?
Nej, jeg misunder de mennesker der tror.
Og om det er fordi de ved noget, som vi andre ikke gør eller om det er deres opdragelse eller deres hjerne der gør noget, ved jeg ikke, og jeg finder nok aldrig ud af det før det er for sent.
Men det er jo ikke sikkert det er for sent.
jeg vil ikke dø nu, men noglegange fanger jeg mig selv i at ville "prøve" det af ren nysgerrighed, for at se hvad der er på den anden side.
Hvis han findes, kan jeg godt se pointen i det han gør med ikke at fortælle noget, før man dør. Holde det hemmeligt, fordi hvordan ville verden se ud, HVIS alle fandt ud af at det i biblen sgu ikke var en gang røverhistorier. At det faktisk var sandt!!
hvordan ville vores liv og adfærd være?
Nok ikke så syndfuldt, som nu!
Men friheden ville sikkert blive mere begrænset. Vi ville alle nok rende rundt og føle os overvåget og de frivillige organisationer ville nok være så spækket at der tilsidst ikke ville være nogle at hjælpe.
Men det ville jo ikke være ægte!!
det ville være af frygt. Frygten for at få en folk græshopper i sin seng, at få en hammer oveni gryden.
Og hvis han findes, så gør Lucifer jo også og alt andet ondskab. Verden ville være helt forandret og jeg er ikke sikker på at det vil være til det gode.
Så hvis han findes, kan jeg egentlig godt se hans mening med at vi ikke ved noget, men bare får et par smagsprøver.
At vi lever det liv vi skal leve, fordi hvis han blander sig og vi ved det, så vil vi sikkert ikke leve det liv.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
strøtanker eller .... er publiceret
15/11-2003 10:49 af
Camilla Moe (moe).
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.