At turde kapitulere er en kraftanstrengelse af de helt store.
Fordi det betyder at man skal opgive kontrollen.
Og det huer mig ikke, men nu da forvirringen ikke mere en ærtesuppe, ser jeg de nye muligheder for at komme videre som et helt og måske et andet slags menneske.

Men at turde tro på egne evner indenfor dette her "fag" er svært, selvom jeg er blevet bekræftet på kryds og tværs.
Jeg venter stadig på den udeblivende hage.
Men måske er der ikke nogen lige nu?!

Og nu bekræfter jeg mig selv i det.
Min underbevidsthed har talt til mig, men jeg fattede det ikke.
Heldigvis har jeg een som gør og een brik mere er lagt.

Måske er det stadigvæk min fars skelet der rasler engangimellem og får mig til at nedvurdere mine evner og forhåbninger.
At lige så snart jeg giver slip, så er der fluks en anden som griber tøjlerne og rider mig ud hvor jeg ikke kan bunde.

At der er een uidentificerbar sjæl som altid vil mig noget ondt og som bare venter i kulissen til at overtage tøjlerne, ligesåsnart jeg slækkerpå dem en smule.
Men måske er det det der skal til snart. At jeg afgiver noget af kontrollen og gør mig sårbar.
Fordi hvis det skal ske, så sker det jo nok uanset hvad. Og at blive skuffet er bare een af livets masker.

Men jeg afgiver ikke kontrollen bare sådan...jeg slækker lidt efter lidt.
Og underligt nok føles det godt!
Men også meget skræmmende på samme tid.

Hvem har sagt det skulle være let?

- det er nok ingen der har gjort.