når man for første gang i sit liv føler ro, virker det lidt skræmmende, især hvis man har brugt sin uro til at grave og finde digte, historier og andet. så hvad nu...hvad fanden skal jeg nu skrive om? jeg har aldrig brudt mig om banaliteter, men er det den vej jeg nu skal? Har jeg ikke længere et valg?
jo, selvfølgelig, for det har man altid. men tvivlen eksisterer stadig, bare på en ny måde og nu skal jeg til at bruge tid på at lære DEN at kende. Hm!

jeg har holdt en lang skrivepause og har brugt min krop istedet og fuck, hvoe var den tiltrængt. Nu kan jeg mærke de små krokus stikke op, men jeg aner stadig ikke hvad jeg skal med dem. skal jeg plukke dem eller lade dem vokse eller ignorere lidt mere, lidt længere.
jeg er glad for at jeg allerede HAR skrevet den bog, allerede HAR sendt til henrettelse, fordi jeg tror vitterligt ikke at jeg har fundet det optimale overskud endnu til at skrive, men lysten er begyndt at vågne, så jeg tror bare jeg lader stå lidt til endnu.

at skrive i dagbog har altid inspireret mig, så måske er det den vej jeg skal. men det er mærkeligt. en meget mærkelig og meget ny tilstand at være i, men jeg tror at jeg nu har muligheden for at kunne dykke ned i en følelse og stadig skrive om den, bare med et andet syn, en anden indgangsvinkel.

det er mærkeligt. meget mærkeligt at sidde i en tilstand man har eftersøgt så længe, åååhhhh..så længe, og så ikke vide hvad fanden jeg skal gøre ved den.

men jeg ser det som meget positivt, og hvis jeg skulle vælge, vil jeg hellere opgive skriveriet..(arj...puha...den var hård!!!) eller lyve lidt for mig selv...he..he..end at have det så skidt igen.
men jeg vil fandme have begge dele, nå! og mon ikke det kan lade sig gøre. det tror jeg.