16 år siden

Nøglen i ryggen

S-tog
Tine Sønder ...
11 år siden
Forfra... Hvor længe kan ...
Gittepigen
12 år siden
12.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
Kursus
Hanna Fink (...
10 år siden
skulderklap
Jette Peters...
9 år siden
At miste styrringen og jo...
Bastian
12 år siden
Tudefjæset - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
Clairvoyant Medie
Sylvia Ebbes...
11 år siden
Det er sygdom, det er sol...
Olivia Birch...
10 år siden
Adhd pille som brille
reseptpennen
8 år siden
Pink banko med Racuelle
Racuelle Hei...
10 år siden
!tdnevmO
Camilla Rasm...
16 år siden
Kære natbog (XVI) – ingen...
Olivia Birch...
9 år siden
Før eller siden. Men det ...
Marlene Gran...
12 år siden
D. 26/10-2012
Louise Jørge...
12 år siden
Kære Hr. Rasmussen - Jeg ...
Christian Ba...
10 år siden
At skrive mig ud af tinge...
Bastian
12 år siden
Kvindetid med Ziggy Marle...
Racuelle Hei...
10 år siden
Dengang jeg skulle skilles, var min mand og jeg enige. I hvert fald enige om at behandle hinanden og børnene ordentligt. Så vi valgte samme advokat. Det var logisk for os, men bestemt ikke logisk for advokaten.

Han argumenterede lidt for det modsatte - hvis der nu kom problemer, hvis vi 'ville slås', så var det da bedst med hver sin forkæmper. Men vi ville ikke slås. Når vi kom til advokaten havde vi allerede på forhånd snakket tingene igennem og var derfor... enige. Fint nok - men der skete en ting, der i starten undrede mig meget. Sagen trak i langdrag. Virkelig i langdrag. Og den var ellers så nem så nem. Hvorfor?

Tja... uden at generaliserede, så udviklede jeg en teori om, at advokater kommer med en mekaniske nøgle i ryggen. De bevæger sig ikke, før nogen drejer på nøglen. Og der skal en anden advokat til at dreje denne nøgle. SÅ sker der noget!

Måske uretfærdigt, men sådan oplevede jeg det. Sagen blev da også afsluttet efter et par heftige uautoriserede vrid på nøglen i advokatryggen. Til alles tilfredshed... tror jeg nok.

Nåmen... pt. føler jeg mig som en advokat. Der er intet galt.. tror jeg nok, men jeg rykker mig ikke ud af stedet. Jeg har det fuldstændig som om at der først kan ske noget, når en-eller-anden drejer på min nøgle i ryggen. Ellers står jeg stille. Ser, hører, sanser liv udenfor mine vinduer, men jeg deltager ikke. Deltager ikke. Er blot stivnet midt i en tilfældig mekanisk bevægelse - ude af stand til selv at nå nøglen i ryggen, der skal trække mig op. Hmmm... Problemet bliver slet ikke bedre af, at jeg hidsigt hvæser: -Skrid !!! til enhver der forsigtigt nærmer sig min nøgle med alle slags gode intentioner om at dreje den, så jeg kommer lidt igang. Nope. Bland dig udenom. Rør mig ikke. Kan selv. Vil selv. Også alt det jeg hverken kan eller vil selv. Såsom rent fysisk at have lange arme nok til at kunne nå sig selv på ryggen.

Pokkers til nøgle. Det går ikke. Udtænker en anden udvej. Lader mig falde.. falde... falde. Så sker der måske noget. Og ja, vel gør der så. Ren & skær overlevelsesinstinkt træder automatisk i kraft og drejer nøglen, så jeg flytter mig. Uheldigvis i en retning jeg slet ikke ville hen.

Ja, må finde den gyldne middelvej. Midt mellem at rykke sig, fordi det virkelig er nødvendigt og at rykke sig fordi, det bringer mig i den rigtige retning. Hmm... tænker.. og leder. Men jeg skal nok finde løsningen

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Nøglen i ryggen er publiceret 08/05-2009 12:38 af Lone Jensen (L23one).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.