Kære Dagbog
Sidder en stille stund denne søndag, hvor uret lige har passeret midnat og skriver, mens alt i mig er et stort kaos. Mange tanker kommer og går uden jeg når at samle op på dem. Hjertet banker, min mave snørrer sig sammen og jeg har kvalme og føler jeg er ved at knække sammen.
Jeg kan bare ikke mere. Kan ikke længere klare "ham", hans drikkeri og hans måde at være overfor mig på og for lidt siden bad jeg ham, om han ikke nok ville være så sød, at tage hjem til København og ikke vente til i morgen tidlig, som han ellers havde snakket om.
Måtte be' ham om det, for vidste, at jeg ikke ville kunne klare at gå i seng og mærke hans hænder på min krop, ej heller lugte til hans spiritusånde, høre hans slørede tale fortælle mig at jeg var dejlig og hvor meget han elskede mig.
Kunne bare ikke........
Klokken er nu 01.15 og han ringer og ringer i et væk. Kan bare ikke klare det. Går i seng og skriver videre i morgen. SKAL bare af med alle mine indetrængte følelser. Følelser der er ved at tage overhånd og få mig ned, hvor jeg ikke ønsker at være.
Mandag formiddag:
Jeg har det ikke bedre end i nat og lå længe og vente og drejede mig før søvnen tog over og jeg kunne hvile mine tanker for en stund.
Det har aldrig været mit ønske, at det skulle komme så vidt mellem Keld og mig, men må også erkende overfor mig selv, at jeg ikke kan gi' mere af mig selv i det forhold. Der har været alt for meget svigt fra hans side til at jeg igen bare kan se igennem fingre med, hvad der skete både sidste og denne weekend og fortsætte, som jeg har gjort hidtil.
Jeg trænger bare sådan til fred og ro.
Vores forhold har altid været ret turbulent idet han har et temperament, som han til tider har svært ved at styre. Samtidig har han hang til de våde varer, hvilket jeg aldrig i de godt 3 år vi har kendt hinanden har brudt mig om. Har altid været urolig og nogle gange direkte siddet tavs og bange, når jeg har kunne mærke, at han har fået mere end han kunne klare. Tavs fordi jeg så vidste, at uanset hvad jeg sagde, kunne han finde på at dreje det til noget negativt. Herefter var mønstret, at han ville begynde at køre på mig, ofte efterfulgt at råberi, kun for at han til sidst med en masse eder og snak om, at det hele var min skyld, ville falde enten omkuld på sofaen eller gå i seng.
Tirsdag tidlig morgen:
Ville herind og skrive igen, sad først og læste, hvad jeg havde skrevet de sidste par dage, blev derefter gal!! Gal på mig selv og over, at jeg da for F... ikke bare kan stoppe det her forhold og så alligevel når det kommer til stykket kan jeg ikke. Hvad F... er der galt med mig?! Hvad er det der trækker i mig? Er jeg bange for at være alene? Kan ærligt ikke finde ud af det og det er dybt frustrerende!
Tirsdag sent aften:
Ved bare efter den her omgang svigt på kun 1½ uge, at jeg har lært utroligt meget om mig selv og er blevet mere klarsynet. VIL ikke igen lade ham opføre sig sådan overfor mig, som han igen har gjort!! Jeg ikke bare "vil ikke", kan heller ikke psykisk klare det.
Hjælp mig Kære Gud til, at sker det her bare een gang til, så giv mig styrke til at stå imod, for igen har jeg tilgivet, men ved ikke om det inderst inde er det jeg ønsker.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.