For den der som jeg, arbejder i Staldgade 24 i Kødbyen 1699 Kbh. V, ved at man ikke skal være bange for at komme i helvede til sin tid. For dette er helvede stille og roligt. En århundre lang mordertradition af sagesløse dyr er her forekommer, dag efter dag, år efter år. Tænk at mennesker kan være så griske og lede, selv mod dyr.
Næh, kødbyen om vinteren er ikke for folk med sarte nerver. Her er koldt, hård, trist og umenneskeligt, men man skal vel humpe sig gennem livet med en slags håndtering og i mit tilfælde kartoffelskrælning på Jysk Kartoffelskrælleri, herstedsliggende. Vi slagter således kun kartofler efter at have skrællet dem i vore store maskiner, sorteret, og bearbejdet dem og kogt dem i vacuumerde små poser a 3 kg. Det er langtfra nemt, men det går til sidst, selvom kødbyen kan være en helvedesoplevelse.
Kødbyen om vinteren syntes som alt det kærlighed IKKE er!
Man længes mod mildere livsvilkår i kødbyen om vinteren. Hvorfor skal alting, skæret i små stykker og stumper, det vidner om mennesket afmagt og samvittighedsnag over egen dybe utilstrækkelighed. Det kan godt give en ordentlig druktur engang i mellem, når man ikke ved hvad man skal stille op mod noget så livsfjendsk som kødbyen om vinteren. men når man omsider bliver æddru igen ligger den der stadig den rådne kødby, fuld af nuværende og kommende lort.