Det med vejret her til lands er noget underligt noget. De sidste dage har det været flot vejr med højt solskin og et strejf af forår. Carlo sagde i går, at der er varslet snestorm til weekenden – jeg ville godt tage en gran salt til, før jeg troede på det. Da jeg stod op i dag, lå der et tykt snetæppe overalt og det sner stadigvæk. Anne er lige smuttet ud for at kælke sammen med de andre unger fra nabolaget. Sne har en forunderlig magi og drager, så der kan altid samles en flok børn og unge til leg og snekampe. Snart vil jeg også en tur ud i sneen og tage lidt billeder – i dag er sneen efterhånden en ”mangelvare” om vinteren.

Efterhånden som tiden går og sygdommen bliver mere og mere accepteret, finder jeg ud af, at der er meget at lære omkring følelser og handlinger for hele familien, som jo alle er ramt. Følelser og konflikter opstår, de skal forstås – hvorfor reagerede jeg sådan og hvad er det, der sker? De skal bearbejdes og vendes med familien og der skal handles på en ny måde ud fra dem. Det er noget af en proces, men vi klør på, for at forstå, bearbejde, vende og handle, så vi alle kan være i huset.

For mit vedkommende er det koncentrationsevnen, der er begyndt at halte. Førhen kunne jeg have mange bolde i luften og var kone og mor på lige fod med så mange andre kvinder i en børnefamilie. Jeg susede rundt og tænkte ikke meget over det praktiske husarbejde, der efterhånden som årene gik, sad som rutine på rygraden. Jeg var vant til at have svar på rede hånd til alle de spørgsmål, som mand og børn kom med, uanset hvad jeg var beskæftiget med og de ting og aftaler, som skulle gøres og ordnes og holdes, sad blot inde i mit hoved og blev faktisk udført til punkt og prikke.

I dag er det næsten en saga blot. Jeg har anerkendt, at overstående kan jeg ikke klare mere og må tage konsekvenserne deraf. Jeg skal blot blive klar over det først, handle ud fra det og på den måde forsøge at undgå konflikter og dårlige vibrationer med mand og børn. I formiddag ville jeg i fred og ro sidde en stund ved computeren. Først havde Anne brug for mig – jeg skulle lige komme. Lidt efter stod hun hos mig – ville gerne have computeren. Vent lidt, sagde jeg. Hvor lang tid går der?, ville min datter gerne vide. Det slog klik i mit hoved og stressfaktoren satte ind – jeg snerrede og Anne skyndte sig væk. Knap efter kom manden susende med vasketøj og spurgte i samme sekund om tøjet i vaskemaskinen skulle i tørretumbleren. Jeg blev total forvirret, for jeg kunne ikke huske, hvad det var for tøj, der lå i vaskemaskinen og dermed kunne jeg ikke tage stilling til det. Samtidig følte jeg en snert af dårlig samvittighed ved blot at sidde ved computeren i stedet for at ordne vasketøj.

Jeg rejste mig fra computeren, kaldte på Anne og sagde, at den var fri, gav hende et knus og en undskyldning. Jeg gik i kælderen og hængte vasketøjet op og fik en snak med Carlo om, at jeg ikke kan klare at tage stilling til spontane ting. Jeg kan ikke sidde i venteposition og være parat til at svare eller handle, når de har brug for mig, men at jeg også har brug for fred og ro til at fordybe mig i noget, selvom han og børnene også er i huset.
Vi må lave en handleplan udfra disse kendsgerninger, så vi undgår de problemer. Det må være noget med, at jeg siger til, hvad jeg vil foretage mig og om de må forstyrre eller ej. Jeg må registrere, hvad det er for små stressfaktorer, som familien kommer med og få en snak om, hvordan det kan undgås og hvad der skal være til istedet.

At få en sygdom, hvor koncentrationsevnen gradvis nedsættes, er jeg ved at finde ud af, er noget af en udfordring – ikke kun for mig men så sandelig også for min mand og børn. Vi er kommet i skole, men er enige om, at vi nok skal klare det – blot vi er åbne og ærlige overfor hinanden.

Sneen ligger der stadig og lad bare stormen komme også. For mit vedkommende behøver jeg ikke tage nogle steder, men kan blive her i huset så længe vi er sneet inde – skulle det gå så galt.
Ha´ en god weekend og kom nu en tur ud i sneen. Det klarer hjerne og varmer hjerte.

Hyggehejsa fra en rystende Nellemor.