Papmaché var engang en ting.
Misforholdet mellem opskriftens prosaiske karakter - oppustet ballon omviklet med tommelfingerbrede tapetklistermarinerede strimler af avispapir og efter passende udtørring farverigt bemalet - og det færdige resultat (som regel et humanid hoved) forlenede papmachéprojekter med en sjældent gentaget aura af poetisk magi.
Processen lærte mig som 9-årig om betydningen af fiberretninger for egenskaber i papir, information, som har brændt sig ind i min hukommelse, så den stadig, næsten 50 år senere og i mellemtiden aldeles ubrugt, springer frem i fuld HD ved synet af den stadig voksende bunke af aviser på stolen ved siden af min seng.
De seneste 6 måneder har arbejdsmæssigt været intense på et niveau, jeg ikke kan huske at have været igennem på noget andet tidspunkt i mit liv.
Mængden af arbejde divideret med tid = bunke af ulæste weekendaviser på 58 cm; papmachépotentialet er kolossalt.
Men her er et af livets nærmest ufravigelige paradokser - mens man har tiden, mangler man ressourcerne, og når man så får ressourcerne...
Jeg skal hænge vasketøj op.
Kurven står på bordet foran mig og venter på, at jeg tager mig sammen til at daffe ud på altanen og swappe det tørre med det våde.
Nogle af de våde er skjorter burde have været hængt op straks efter exit fra vaskemaskinen.
Det var dumt og ikke første gang, jeg ikke har orket og så er endt med at indlevere nyvaskede, men halvvåde skjorter på vaskeri for at slippe for strygning.
Jeg er ikke sikker på, at det er nemmere.
Men på vaskeriet siger de, at det er der mange, der gør.
Mænd.
Altså.
Fremhæver de.
Gad vide hvilken form for ulogik kvinder brillierer i?
Og ja, jeg er med på, at ovennævnte har udspring i en forstokket, binær opfattelse af køn.
Men det er nu engang min default setting, og lige i dag orker jeg ikke at kæmpe imod.
Nu har jeg lyst til en 'bastogne', og hvis jeg er heldig, er æsken i køkkenskabet ikke tom.