Det er lørdag aften, nærmere nat, og søvnen lader vente på sig.
Jeg tænder for TV'et. TV'et er min bedste ven når jeg ikke kan sove.

Der er modeuge på DR K.
Jeg ser et runway show. Udover at tøjet ligner noget en fireårig kunne klaske sammen, så ser alle modellerne trætte og syge ud.
De er alle tynde som siv, og jeg forestiller mig hvordan de alle sulter sig for at opfylde modeverdenens krav.

Jeg har sultet mig. Jeg har trænet. Jeg har kastet maden op igen.
Men jeg er ikke lige så tynd som dem.
Måske har jeg bare ikke den viljestyrke og disciplin der er påkrævet for at ligne dem.

Men samtidig vil jeg ikke ligne dem. Hvis jeg gik i seng med en af dem, ville jeg være bange for at mase hende eller ham. At knække dem.

Jeg føler, at jeg ikke har ret til at udtale mig om at modeller er for tynde.
Fordi jeg er jo ikke tynd. Ganskevist har jeg endelig indset, at jeg heller ikke er tyk.
Men jeg har ikke en flad mave og mellemrum mellem lårene. Jeg forestiller mig at kommentarer om at jeg bare er jaloux, at jeg måske selv burde tabe mig og ligne dem, vil falde.

At jeg ikke har ret til at udtale mig, fordi jeg ikke har den ideelle krop.
Jeg har ikke den ideelle krop.
Et eller andet sted er det også helt okay. Det er jeg ved at indse. Det er jeg ved at forstå.

Men betyder det så, at jeg ikke må promovere et sundt krops ideal. Et sund kropssyn? At jeg ikke må påtale andre menneskers krop?
At jeg syntes, at modeverdenens krav har en negativ indflydelse på unge piger og drenge?

Den danske udgave af Top Model hjælper heller ikke, når en ny 'curvy' sæson er startet. Hvor modellerne i bund og grund er gennemsnitsstørrelse. Hvorfor ikke bare kalde det topmodel, nu med helt almindelige, sunde og velernærede modeller?

Er det kun veltrænede mennesker der må tale om kroppen?
Eller er det heller ikke okay, fordi de allerede er perfekte?
Er de overhovedet perfekte?

Hvem må kommentere?
Må jeg godt det?

Jeg kan huske, at jeg drømte så inderligt, om at ligne modellerne. Om at være tynd nok, til at være eftertragtet.

Det ønsker jeg ikke mere. Det er ærlig talt for hårdt.
Mit hoved kan ikke tåle det. For tiden ser jeg ud, som jeg gør. Og jovist vil jeg da stadig gerne være slank. Ikke tynd, men slank.

Men hvis jeg skal sulte mig. Slå mig selv oveni hovedet. Græde. Bløde. Hade mig selv. Bare for at ligne en omvandrende, udsultet, udmagret, udkørt, ugidelig mannequin. Så vil jeg egentlig gerne sige pænt nej tak.