I går fik jeg ros.
Kuglekranium serverede, men tilberedningen var tydeligvis ikke hans fortjeneste.
Andre havde haft mig i tankerne. På agendaen.
En sær ting. Overvågning. Bedømmelse. Vurdering.
Uundgåeligt og åbenbart, men sært uanset.
Der var to bunker.
Faglig og social.
Et notat, jeg havde skrevet, var landet hos en chef, der i kølvandet på sin gennemlæsning havde fundet anledning til at bemærke, at sproget var tydeligt og klart og opbygningen velovervejet og stringent.
Sig noget mere, O, du indsigtsfulde patron! Sig noget mere.
I et andet hjørne havde en kollega til Kuglekranium bemærket, at jeg var virkelig rar at arbejde sammen med.
Bemærkningen blev ikke kvalificeret yderligere.
Men igen: sig noget mere!
Selv uden Kuglekraniums afsløring havde jeg på fornemmelsen, at min start på Fabrikken har været god.
Jeg føler mig udfordret af mine opgaver, til tider meget udfordret, ikke mindst fordi mine kolleger er så pissedygtige, men aldrig til et punkt hvor jeg føler, at jeg er komplet lost.
Det er også ros til mine chefer, der tydeligvis er dygtige til at matche 'manden' og opgaven. Det tegner godt for fremtiden.
Så ... hvad ellers?
Bededag.
Tjo...
Ingen i afdelingen havde nogen ventende hjemme med varme hveder, så mod lukketid opstod idéen om en enkelt fyraftensøl og en afdelingsgåtur på voldene ved Kastellet.
Det var pissehyggeligt.
Måske fordi den ene øl nåede at blive til nogle stykker, før vi forlod centrum og valsede ad Kongens Nytorv og Bredgade til Kastellet. Måske fordi det bare er en flok fantastisk dejlige mennesker, jeg er havnet i selskab med.
Da jeg kom hjem ved 22-tiden, havde M gæster.
I min lejlighed. Det var den første tanke, der skød gennem mit hoved. Min lejlighed.
Vi har aldrig talt om det.
Og hvorfor skulle vi?
Jeg mener, hvad fanden havde jeg forestillet mig? Skulle M spørge om lov til at invitere veninder med inden for dørene i sit eget hjem?
Naturligvis ikke!
Men indskydelsen var der; det her er mit hjem. Mit!
Lavpandet, fucking hulemandsmentalitet.
Senere nævnte jeg det for M, der bare var forstående og sagde, at vi nok skulle have talt om det.
Måske skulle vi.
Sikkert.
Det er en god regel.
Tal om det.
Både det åbenlyse og det subtile.