Toaster tikker
M er taget på uni
Gråvejr i Lyngby
...
og andet hjælpeløst nonsens i haikuform.

Egentlig havde jeg ikke planer om at fortsætte min klagesang fra i går, men den i-lort-til-halsen-fornemmelse, jeg svømmede rundt i i går, blev ikke til et græskar, da klokken slog midnat ... se, jeg behersker også nonsens i andre former end haiku.

Jeg har lyst til at gøre noget åndssvagt.

Tømme min bankkonto og bruge alle pengene på at rejse jorden rundt ... løbe på Den kinesiske mur, windsurfe i San-Jean-de-Luz, drikke Springdale Amber Ale i Zion Canyon Brew Pub til mit hoved snurrer ... i det hele taget drikke mig i hegnet.

Måske skulle jeg ringe til Nate og invitere mig selv til New York ... så kunne han få lov til at bruge nogle af alle sine private banker dollars til at finansiere min nedtur ... AA arbejder vist også med sponsorer ... Måske er det noget andet.

Nate er billedet på alt det, jeg ikke orker at havne i - han tjener helt ubegribeligt mange penge, men arbejder til gengæld sjældent under 70 timer om ugen. Ferie er et begreb, han slet ikke opererer med, og selv om han kun er et par år ældre end mig, ligner han en mand på 50 ... ikke et ondt ord om mænd på 50, men når man kun er halvvejs, er det sgu ikke et look man aspirerer efter.

Kunne jeg leve i USA?

Ingen anelse.

Af en eller anden grund tror jeg ikke, jeg har det der wild frontier gen, det kræver at klare sig derovre ... M er anderledes. Dels er hun er hun vokset op i en klan af professorer og venstrefløjsintellektuelle, der har givet hende en kerne af dannelse, som transcenderer alle sociale og kulturelle grænser, dels er hun (uanset skala og definition) så tindrende intelligent, at hun får 99% af verdens befolkning til at virke amøbeagtigt enfoldige.

Hvorfor fanden er jeg overhovedet en del af hendes verdensbillede?

Jeg er socialt ubegavet.

Jeg har ikke antydning af retning i mit liv.

Jeg har svindlet mig til et job, som de lige om lidt opdager, jeg på ingen måde er faglig kompetent til eller motiveret for at bestride.

Men jeg kan løbe allerhelvedes langt.

Og har pæne tænder og stærke ben.

Måske er det nok.

Det bliver godt at komme igang med at arbejde, om ikke andet så fordi det reducerer den tid, jeg kan bruge på det her kvalmende flæberi.

Nu tager jeg til træning, og så drysser jeg ind til København og hænger ud med mig selv, indtil M er færdig på universitetet.