Har brugt dagen på IKKE at følge med i mediernes dækning af tragedien i Paris. I stedet har jeg organiseret USA-billeder, spist frysepizza og døset et par timer på et tæppe af Kashmir og pilsnere fra Svaneke - én del musik til to dele øl - vågnede, fordi min mor ringede. Hun ville bare lige høre, hvordan jeg havde det, om der var fremgang med benet. Og så snakkede vi i en halv time om lægmusker og kompressionsstrømper, antiinflammatoriske cremer og akupunkturbehandlingens uendelige fortræffeligheder. Min mor elsker min far og min søster og mig, men mest min søster, fordi hun lader sig 'behandle' med nåle, hvad der i min mors øjne er det næst fineste udtryk for kærlighed mellem mennesker; det fineste er (naturligvis) at administrere 'behandlingen'. En anden fin måde at udtrykke kærlighed: at ikke 'kalde' min mors behov for lige at høre fra os, når kviksølvsøjlen i såfuckeduperverdenblevet-barometret engang imellem koger over. Den slags skal man lade passere. Jeg endte med at love at kigge forbi klinikken i løbet af ugen, så hun kunne se på mit ben - mit behov for en krammer og et 'det skal nok gå alt sammen'? Sikkert. Vokser man mon nogensinde fra at være sine forældres barn? Hey, mens jeg sov (døsede), løste min hjerne lige en knude i mit romanprojekt, som har pisset mig af i månedsvis. Løsningen kræver en hel del omskrivning, men jeg føler mig ret sikker på, at jeg nu har fået bugt med et grundliggende problem og derfor kan se frem til et ret smooth forløb de næste par måneder. Og hvis min mor så lige kunne får styr på mit ben ... HA! SMS fra min søster: Hører du skal i behandling hos mor. SMS til søster: Overvejer nåle. SMS fra søster: Noooo!!! SMS til søster: Slap af ! Voodoo mom kommer ikke i nærheden af mit ben med en nål! SMS fra søster: Pyhh...