"Eee-pic," skrålede drengene omkring det tidspunkt, hvor jeg forlod selskabet. Klokken var ikke ret meget over 22 og jeg havde ikke drukket mere end tre glas vin, på lige så mange timer. Fordi det var afslutningen på en lang arbejdsuge, og især fordi det er lørdag i dag. Om lørdagen går sønnen til svømning. Og han h-a-d-e-r det. Allerede onsdag begynder han at sukke og sige: "åh nej, nu er det snart lørdag. Så skal jeg til svømning. Jeg h-a-d-e-r svømning." Og der er ingen vej uden om; jeg må følge den mistrøstige afsted, for kæresten har udviklet en raffineret overfølsomhed overfor klor, som kun gælder i Danmark (pools sydpå udløser tilsyneladende ikke samme allergiske reaktion). Jeg har spurgt ham, om han ikke skulle testes, men han mumler noget om, at det er for besværligt. Hvorom alting er. At tage knægten ved hånden, både fysisk og i overført forstand, når han hele vejen dertil mumler "VIL ikke, gider ikke, SUK, jeg arme mand" går ikke særligt godt i spænd med for lidt søvn og tømmermænd. For det har jeg prøvet et par gange. Når han er omklædt og i vandet, vinder glæden ved at være i vandet over de negative tanker og det er derfor vi ta'r afsted, lørdag efter lørdag.

Gårsdagens julefrokost startede i et etablissement kaldet 'Action Center Amager'. Det kan man jo tænke om, hvad man vil. Første disciplin: gokart. Jeg kørte to omgange. Uden kørekort (har aldrig fået taget et) og med fire dødsforagtende unge lømler løs på samme bane, med 70 km/t, valgte jeg, efter deres første halsløse overhalinger, at trille i pit, stille og roligt. Det var i andet heat. Efter begge heats kørtes en A og B finale. Chris valgte at stå over i finalen. Han gik meget forsigtigt og så lidt bleg ud. Jeg spurgte, om der var noget galt. "Jeg kørte ind i banden," sagde han; "og fik sædet slået ind i siden. Det gør lidt ondt, når jeg trækker vejret." Jeg foreslog ham at ringe 1813 - med det samme - så han kom før alle de andre julefrokostuheld. Da han havde beskrevet sine symptomer (efter at have ventet 15 minutter i telefonkø), bad de ham om at køre til Amager Hospital med det samme. Vi andre skød med bue & pil og paintball guns, mens kulingen (sic!) rasede om ørene på os og endda væltede de to flamingostykker, som måltavlerne var fastgjort til.

Da festudvalget nu havde fyret de fleste penge af på action og der ligeledes var afsat en pæn sjat penge til deres episke branderter, siger det sig selv, at der ikke var meget at frådse med til selve julefrokostmåltidet. Og det kunne smages. Julebuffeten bestod af det bedste fra discountmarkedernes kølediske. Og ja; vi var på restaurant. Hvis du gerne vil undgå stedet efterfølgende, skal jeg nok udlevere navnet, hvis du skriver og spø'r. Forkullet bacon, flydende leverpostej, flankeret af grå dåsechampignon og en flæskesteg med bløde svær, som var opvarmet så mange gange, at kødet var totalt trevlet. I morgen sælger de det nok som pulled pork. Rødkålen var iskold og frisk fra plastikdunk. Nogle diminutive frikadeller var måske hjemmelavede, men smagte af ingenting. Reje- hønse- og tunsalaten druknede i den gavmilde og lidt for salte sø af majonæse. Fiskefileten var sprød og sej på samme tid. Det bedste der var at sige om laksen, var dens forholdsvis autentiske farve. Sild er ikke mig. Og risalamanden havde stadig delvist form efter den plastikindpakning den var trykket ud af. Men jeg fik da ikke dårlig mave. I øvrigt havde stakkels Chris brækket to ribben. Eee-pic!