Det er lidt nemmere at sætte sit problem i dets rette perspektiv, når man lærer og hører om andre menneskers problemer.
Jeg er ved at læse Lisbeth Zornigs Andersens bog 'Zornig - vrede er mit mellemnavn', som bare er hjerteskærende. Og undertiden lidt for nem at identificere sig med. Det der med vold i hjemmet oplevede jeg sådan set på en forfærdelig måde - Jeg så aldrig hvad der skete. Men jeg hørte det. Og jeg tror næsten, at det er værre bare at høre det. For så kan man jo forestille sig alle mulige scenarier! Ikke så underligt, at jeg har haft et vanvittigt ambivalent forhold til min mor. For det var altid hende, der var den aggressive, og min far eller min mors kæreste, som var den defensive. Jeg tror måske, at en stor del af mig må have tænkt på Mor som et monster. Som hvæsede og var ultraspydig og totalt utilregnelig.
Og min mor havde jo også angst. Og havde undertiden nogle meget ulogiske måder at anskue livet og verden på. Og jeg forstod det ikke, fordi jeg ikke anede, hvad angst var. Når mor var jaloux og paranoid og reagerede med angreb på helt henkastet adfærd, når mor beskyldte os for at lyve og for at tage stoffer og for at knalde med gud og hvermand, så var det jo virkelig fordi hun prøvede at kontrollere ting, som stod udenfor hendes magt. Og hun var helt sikkert overbevist om, at hun vidste, hvad der foregik inde i andre mennesker. Hun higede helt sikkert efter at føle sig forstået og havde et enormt behov for omsorg - Et behov som hun aldrig fik dækket, men som hun forsøgte at dække ved at være sammen med alle de mænd, der lige var i nærheden.
Ja, det er ikke for at hænge min mor ud - Hun er i øvrigt død for fire år siden - men det er så sjældent jeg tænker over, hvordan hun var skruet sammen. Jeg har længe ikke kunnet forstå hende. Nu, hvor jeg selv har udviklet angst, er det meget lettere at sætte sig i hendes sted.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.