Æv, det er møg-svært at blive enig med kæresten om de her ting, så som: skal barnet døbes? Hvad skal barnet hedde - både til fornavn og til efternavn. Ligesom det var om vi skulle giftes i kirke eller på rådhus.
Det svære er jo egentlig at vi er enige om ikke at være religiøse - men jeg meget godt kan lide traditionerne, selv om vi begge er betænkelige omkring at dåb og kirkelig vielse mere eller mindre kræver at man erklærer sig kristen. Det føles som at lyve ikke at være det - men samtidig... føles det så tomt for mig bare at smide de kristne traditioner over bord. De betyder virkelig meget for mig.
Fx. har vi i min familie en dåbskjole som "vi alle" er døbt i. Den er gammel og syet ud af en oldemors gamle brudekjole. Hvert barn der bliver døbt i den får sit navn broderet ind i kjolen. Det er en tradition som betyder en hel del for mig. Jeg er jo selv døbt i den kjole - ligesom min søster, min mor og mormor, med kusiner og fætre og flere familiemedlemmer end jeg egentlig kender. Senest er min lille niece døbt i den og jeg har da altid tænkt at det skulle mine børn også. Men hvad gør man så når man ikke er religiøs og kæresten er imod en dåb fordi man jo står og lover at opdrage barnet i den kristne tro? Det er utopi at tro at folk vil gå med til at låne os den dåbskjole til en navngivning. Den side af familien er nemlig mægtig religiøs. Desuden... der ryger bare mange sub-traditioner med i svinget hvis man ikke døber barnet. Min mormor ville bestemt heller ikke være tilfreds med det - og jeg bliver noget ked af det hvis mine børn ikke bliver døbt i den kjole.
Det er sådan et dilemma - for jeg foretrækker også at være komplet reel omkring at jeg ikke tror på nogen Gud, men det koster mig bare rigtig meget.
Ligesom da vi talte bryllup - du står jo ikke på rådhuset i en stor hvid brudekjole - og cermonien omkring at blive gift på rådhuset er ikke eksisterende. Tanken om et rådhus-bryllup føles så "død".
Tingene betyder bare meget for mig - men det ved jeg også at de gør for kæresten og jeg har på den ene side lyst til at give mig, sådan at han kan få hvad han ønsker - det handler ikke om stædighed dette her - på den anden side... det er bare nogle ting jeg SÅ gerne vil - traditioner betyder noget for mig, selv om resten af verden langt hen af vejen lader til at kunne smide dem væk så let som ingen ting. Det er vist på mode.
Eller sagt på en anden måde: Jeg vil helst ikke bare kræve og kræve - ikke over for ham, det mest værdifulde menneske i mit liv - men de her ting betyder bare rigtig meget for mig.

Alene det at finde tidspunkter til at tage diskussionen op er svært - kæresten er jo forståeligt nok træt og ikke i humøret til at tale navne ect. i hverdagen og i weekenden vil han bare gerne holde weekend. Jeg føler næsten at jeg ødelægger stemningen ved at spørge om han har nye ideer til navn til barnet.