De sidste dage har været hårde. Mit hoved er fuld af tanker - nu var min familie endelig ved at falde på plads igen efter skuffelsen med min far og så sker det igen, nu med min søster i centrum. Jeg forstår ikke at man på den måde bare kan frasige sig sin familie - det ligger ikke til mig. Jo, hvis det involverer direkte misbrug eller vold - hvis der er tale om grove ting, så giver det sig selv. Men ikke for banale skænderier og uenigheder. Den gang havde min søster i mine øjne ikke gjort sig fortjent til at min far "slog hånden af hende" - og nu har jeg ærligtalt ikke fortjent at hun gør det mod mig. Det er helt modsat virkeligheden et eller andet sted. Jeg ved hvor indbilsk det lyder, men mellem hende og jeg er jeg personen man kan stole på - som lever op til sine løfter, fortæller sandheden og kommer for at hjælpe. Mens hun er noget nær lystløgner hvis løgnen ville være en "sandhed" der passede hende bedre. Hun er ikke til at stole på og når hun burde være der, så har hun altid en god undskyldning for ikke at være der. Det er altid hende der er offeret i hendes verden - hun ser ikke rigtig tingene fra andre sider og nu har jeg ikke været der nok for hende i løbet af et halvt år? Hvornår har hun været der for mig? Det er jo altid hende der skal have hjælp - og så utaknemmelig og hun bare har en forventning om at jeg skal hjælpe hende fordi jeg er hendes søster og sådan gør søstre - eller ihvertfald sådan bør jeg gøre over for hende, det omvendte skal hun nok have en god undskyldning for. Om det så er at hun er for træt, kommer for sent, har glemt hvad hun lovede eller noget andet. Modsat mig, lader hun til at være yderst selvretfærdig og det forundrer mig nogen gange hvordan hun kan retfærdiggøre hendes handlinger og verdenssyn over for sig selv. Denne totale mangel på helt almindelig ære. Men alligevel må hun besidde en stor selvtillid for altid at være overbevist om at hun ikke skylder verden noget, men at den skylder hende enormt meget.
Men selv om det ikke kommer bag på mig hvordan hendes personlighed fungerer og at alt skal dramatiseres, havde jeg alligevel ikke regnet med dette - at min elskede søster kaster mig væk så let. Det slår mig på en måde ihjel inden i - jeg kan mærke at det er tæt på at ødelægge noget i mig der har med tillid og kærlighed at gøre. Hvordan kan man stole på andre mennesker, når man oplever at blive smidt væk og behandlet på den måde? Min søster er en person jeg har elsket som var hun mit barn - det var ikke definitionen på forholdet, men uanset hvad hun gjorde var der altid et beskytter-instinkt tilbage over for hende. Et forhold jeg troede altid skulle bestå. Selv om hun påstår at det skal det ikke, så... tror og håber jeg at det er sådan.

Jeg har svært ved at sætte nøjagtige ord på hvad jeg føler, fordi det hele er et sammensurium af tanker. Jeg er stadig vred på hende og jeg er såret og skuffet og mener ikke at hun har ret til at gøre som hun gør. På den anden side ER det jo hendes rettighed at bestemme hvem hun vil være sammen med og jeg kan ikke tvinge hende til at elske mig (og har heller ikke lyst til det). Jeg vil bare gerne behandles FAIR af hende - finde ud af at hun dybt nede havde en idé om hvad det var. Men.....